- Jeg skal ikke i kørestol!
Christian Rasmussen har trodset alle odds og kan nu gå
89-årige Christian Rasmussen må siges at være en sej gut.
For bare otte måneder siden var han lænket til sin seng. Alderdommens skavanker og den sjældne nervesygdom Guillain-Barré havde berøvet ham det meste af hans førlighed. Men det ville han ikke lade sig knække af.
- Jeg skulle ikke sidde i en kørestol. Det ville jeg ikke finde mig i. Så ville mine ben jo aldrig komme i brug igen, fortæller han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Siden da har Christian Rasmussen været til genoptræning med sin fysioterapeut på plejehjemmet Kildevang flere gange om ugen. At han har lungesygdommen KOL, gjorde ikke målet om at gå igen nemmere.
Men det lykkedes.
- Jeg har det godt i dag. Dengang jeg kom her, kunne jeg ikke engang selv spise - der madede de mig. Det er gået godt fremad, siger han.
I videoen ovenfor kan du se hele interviewet med Christian Rasmussen.