- Jeg glæder mig helt sindssygt
Angriber er klar til udenlandsk fodboldeventyr
41 mål i 89 kampe er en statistik, som ikke bare har vakt begejstring i Danmark.
Flere udenlandske klubber har længe haft kig på den 24-årige angriber fra Randers, Ronnie Schwartz, og her til formiddag kom det så frem, at han nu er blevet solgt.
Den glade køber er den franske Ligue 1-klub En Avant de Guingamp. En, der er mindst ligeså glad, er hovedpersonen selv.
Ronnie Schwartz fortæller i en officiel pressemeddelelse om sit nye klubskfite:
- Jeg glæder mig helt sindssygt, siger Ronnie Schwartz og fortsætter:
- At komme til udlandet har altid været den store drøm for mig, og den går i opfyldelse nu. Aftalen med Guingamp er fornuftig, både for mig og for Randers FC. Det har nemlig været vigtigt for mig, at klubben også får noget ud af mit skifte.
Den unge angriber glæder sig nu til et helt nyt kapitel i sin karriere:
- Jeg føler at tidspunktet til at komme til udlandet er det rigtige lige nu efter tre fantastiske sæsoner i Randers FC. Da jeg kom hertil i 2011 havde jeg ikke forventet, at det skulle gå så stærkt og at jeg pludselig skal til en af de stærkeste ligaer i Europa.
Ronnie Schwartz har spillet i Randers FC siden 2011.
Se et tv-interview med den nu snart tidligere angriber i Randers FC øverst på siden.