Jakob løb 234 km: Jeg er forbavset over, hvor godt jeg har det
Jakob Stæhr Hansen løb i weekenden 234 kilometer. Kroppen er lidt øm, men han har det overraskende godt efter den lange tur
Fra Harridslev til København. Og så et maraton oveni.
Jakob Stæhr Hansen fra Harridslev ved Randers har formentlig haft en mere aktiv weekend end de fleste.
Læs også
Tidligt lørdag morgen løb han fra hjemmet i Harridslev via Samsø til Sjælland og videre til København, hvor han søndag fortsatte ud i Copenhagen Marathon.
Hele 234,3 blev det til for den løbeglade østjyde, som godt kan mærke weekendens strabadser dagen derpå.
- Jeg kan godt gå, men det gør ondt at sidde, og det er der, det er værst lige nu, siger Jakob Stæhr Hansen, da TV2 ØSTJYLLAND fanger ham på telefonen fra hotelværelset i København.
39,5 timer tog det Jakob Stæhr Hansen at gennemføre turen med pauser, færgeturer og ventetid. I ren bevægelsestid lyder tiden på 29 timer 58 minutter og 18 sekunder.
Skal løbe maraton om en uge
- Jeg har blå mærker på skinnebenene af overanstrengelse, men jeg er forbavset over, hvor godt jeg egentlig har det, men der går lige en uge, før jeg skal løbe maraton igen, siger han.
Han fortæller, at det lune sommervejr søndag var til glæde for tilskuerne til det københavnske maraton - men ikke løberne.
Læs også
- Da jeg krydsede målstregen, var jeg bare taknemmelig for, at jeg nu kunne slappe af. Det var modbydeligt i København, fordi det var så varmt, så jeg kiggede meget misundeligt ud på alle dem, der sad ved cafeerne, siger Jakob Stæhr Hansen om turen gennem gaderne i hovedstaden.
Herunder kan du se Jakob løbe over målstregen i København.
- Det var viljen, der fik mig gennem de sidste 42 kilometer. Jeg havde ikke lyst til at løbe mere, men at stoppe turen i København efter 190 kilometer ville have været for ringe.
Jakob Stæhr Hansen er en almindelig familiefar med fire børn, men tilbage i 2010 besluttede han sig for at begynde at løbe, da han, som han selv udtrykker det, 'var blevet lige rund nok.'
Efter den første tur i løbeskoene for otte år siden gik der blot fire måneder, før han havde løbet sit første maraton. 42 kilometer plus det løse. Siden er det blevet til 169 af slagsen.
Nu bruger han løbeturene til at udfordre sig selv mental og derved lære sig selv bedre at kende.
Fik det dårligt
Kort tid efter Jakob Stæhr Hansen passerede målstregen i København, blev han pludselig dårlig og fik kvalme, så der måtte han ufrivilligt sidde ned i 1,5 time, før han var frisk igen og kunne tage hen på sit hotelværelse for at få en velfortjent lur.
- Jeg vågnede midt om natten og var sulten, så der måtte vi ned og hente burgere, fortæller Jakob Stæhr Hansen, der undervejs på turen fra Harridslev til København kun sov en halv time samlet. Et kvarter på en færgetur, og så henholdsvis syv og otte minutter på to små hvilepauser på ruten.
- Lige nu er det ikke helt sunket ind, at jeg klarede det. Jeg har gået de seneste måneder og tænkt på den her tur, og nu er det pludselig ovre. Jeg har en masse beskeder fra folk, jeg skal have læst nu, og så hjælper det nok på forståelsen, siger Jakob Stæhr Hansen, der på sin side på Facebook, The Running Starling, opdaterer fra sine løbe-udfordringer.
Næste helt store tur - altså mere end 'bare' et maraton - for den løbeglade østjyde er til september, hvor han deltager i Mors 100 miles - en tur på 169 kilometer.
Lige nu kan du her på hjemmesiden lære at løbe med TV2 ØSTJYLLANDS studievært Michael Lindskau. Du kan se serien lige her.