Jacob slået til DM i julegrød: Min tunge og gane er helt skoldet
Den forsvarende mester klagede over for varm risengrød til DM-arrangement i Randers
- Det er risengrød der gør næsen rød og kanel bli'r strøed'. Det gør skorpen sprød.
De fleste danskere kender risengrødssangen fra julekalenderen Nissebanden, hvor der bliver sunget om, at grøden først må spises, når der er kommet kanel og smørklat på.
Om det var smørret, der manglede i dag i Randers, hvor der for anden gang blev afholdt DM i julegrød, kan måske tænkes. Her udspillede sig nemlig, hvad man kan fristes til at kalde 'grød-gate'.
I hvert fald var grøden al for varm, beklagede den forsvarende mester Jacob Høgh. Han vandt konkurrencen sidste år, hvor han formåede at fortære to kilo risengrød på 10 minutter.
Gave glemt i bussen: Treårige Elias har fået sin julegave tilbage
Skoldet munden
Den rekord blev ikke slået i år. Hverken af ham selv eller nogle af de andre til danmarksmesterskabet. Selv kunne Jacob Høgh "kun" spise et enkelt kilo grød, viste vægten efter den 10 minutters intensive spise-session, hvor der ivrigt blev pustet på den varme grød.
- Fuck, det er varmt mand!, udbrød Jacob Høgh undervejs og fik opbakning fra sin sidekammerat:
- Det skulle være noget koldere.
Efter de 10 minutter var gået, svedte den ivrige grødspiser og rekordholder, som langt fra havde fået stillet sin sult. I stedet måtte han hen og pleje sine 'krigsskader':
- Min tunge og gane er fuldstændig skoldet. Jeg kunne sagtens have spist noget mere.
Kommer frygtløst tilbage
Vinderen blev i år Jan Dahl Sørensen, som på trods af grødmassens varme temperatur, fik slupret hele 1,5 kilo risengrød i sig.
- Jeg havde sagt, jeg ikke vinder. Det havde jeg ikke troet, fortæller Jan Dahl Sørensen.
Jacob Høgh satser nu på at komme tilbage næste år og vinde mesterskabet og måske slå sin egen rekord.
- Jeg tager dig næste år!, lød beskeden til Jan Dahl Sørensen.
Arrangørerne af dagens DM i julegrød er Randers Cityforening og Randers Eventsekretariat sammen med julemanden Jan Lund. Alle med appetit for risengrød havde mulighed for at stille op i konkurrencen.
Du kan se en lille reportage fra dagens grød-fight, hvor du kan møde både Jacob Høgh og den nye mester Jan Dahl Sørensen i videoen øverst i artiklen.