Alex ramt af blodprop – men nu kan han ikke længere komme til genoptræning
Kathrine Arnth Mortensen er harm over den situation, som hendes far er endt i. Han kan ikke længere blive kørt til træning tre gange om ugen.
I marts sidste år blev Kathrine Arnth Mortensens far, 70-årige Alex Mortensen, ramt af en blodprop i hjernen. Han kunne ikke tale, synke og bevæge sig.
Siden har han kæmpet sig tilbage til livet, men nu spænder regler for bevilling af handicapkørsel ben for hans genoptræning.
Læs også
Tre gange om ugen betaler faren nemlig 30 kroner for at blive kørt fra hjemmet i Randers-forstaden Dronningborg ind til centrum for at gå til fysioterapeut.
- I næste uge slipper hans ture dog op. Han har her opbrugt de gange handicapkørsel, som man kan få, og derfor må han stoppe træningen, siger datteren Kathrine Arnth Mortensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hun har haft kontakt til Randers Kommune, der bekræfter, at der umiddelbart ikke er flere ture at få.
Regler for handicapkørsel
Reglerne afhænger af hvilken træning, borger er blevet bevilget. Alex Mortensen er bevilget til vederlagsfri fysioterapi:
Vedligeholdende træning og genoptræning (både efter serviceloven §86 og Sundhedsloven §140): Hvis borgeren ikke kan transportere sig selv eller blive transporteret af pårørende, bliver vedkommende bevilget kørsel til træning i den periode, som træningen varer. Der er kun udløb på kørslen, når træningen slutter, eller når borgeren igen selv kan transportere sig selv.
Vederlagsfri fysioterapi: Borgeren skal selv stå for transporten. Hvis borgeren er stærkt bevægelseshæmmet, kan vedkommende søge om handicapkørsel. Der kan bevilges 104 ture pr. år, og der kan yderligere bevilges 52 ture pr. år, hvis kørslen er nødvendig for at komme til fysioterapi. Det er nødvendigt med en erklæring fra fysioterapeuten. Der kan ikke bevilges mere end 156 ture pr år.
Kilde: Randers Kommune
Brug for dobbelt så mange ture
I alt har faren fået bevilliget 156 ture på et år, som han bruger til at komme til fysioterapeut.
Men da han ifølge familien har brug for genoptræning tre gange om ugen, er turene opbrugt med fire måneder tilbage af året.
- Han har jo egentlig brug for det dobbelte på et år for at kunne komme frem og tilbage tre gange om ugen. Nogle gange har jeg dog kørt ham, men det kan jeg ikke hele tiden, forklarer Kathrine Arnth Mortensen.
Skal betale meget mere
Familien mærker tydeligt, hvor vigtige de tre gange ugentlige træninger er for faren.
- Hvis ikke han kommer afsted, så får han kun rørt sig minimalt i hjemmet. Jeg frygter, at han vil sygne hen uden sin træning, og vi har faktisk kunnet mærke på ham, hvis han kun har været til fysioterapeut to gange om ugen, siger datteren.
Læs også
I næste uge slipper de 156 handicapture op.
Og så er det kun muligt for Alex Mortensen at komme til fysioterapi i sin kørestol, hvis han bestiller såkaldte flexture.
- De koster bare 100 kroner pr. tur i stedet for de 30 kroner, han giver for de andre ture. Det er altså en stor stigning og mange penge for en folkepensionist, siger Kathrine Arnth Mortensen.
Frygter for fald
For datteren er det hårdt at se frem mod en tid, hvor genoptræning bliver godt som umuligt for faren.
- Det gør så ondt, og jeg frygter det værste, hvis han ikke får holdt træningen ved lige, lyder det fra hende.
- Han er faldet fire gange, siden han fik blodproppen. Jeg er bange for, at det kommer til at ske mange gange fremover, hvis han ikke kommer til fysioterapeut, fortsætter hun.
Kathrine Arnth Mortensen mener ikke, at kommunen kan være bekendt at behandle hendes far på den måde.
Vil kigge på sagen
Hun forstår ikke, hvorfor han ikke kan få flere handicapture:
- Efter min mening burde man se lidt mere individuelt på hver sag i stedet for at have nogle stramme regler, der ikke kan gradbøjes.
Læs også
Næstformand i kommunens omsorgsudvalget Susanne Nielsen (DF) har ikke hørt om et generelt problem på området.
Hun har ikke hørt om andre, der har opbrugt sine ture som Kathrine Arnth Mortensens far.
- Men jeg vil da have undersøgt, om det er et problem, vi skal have kigget på. Og jeg vil også gerne se på, om vi kan hjælpe den konkrete familie, siger politikeren til TV2 ØSTJYLLAND.