Ingen fremtid i Randers HK
Landsholdsspiller forlænger ikke kontrakt
Fra næste sæson skal landsholdsfløjen Mie Augustesen ikke længere spille for Randers HK. Hun er ked af, at hun ikke får forlænget sin kontrakt.
De seneste otte år har Mie Augustesen tørnet ud for kronjyderne, men til sommer er det slut. Ledelsen i klubben her nemlig valgt ikke at forlænge hendes kontrakt.
Mie Augustesen er nu i dialog med flere klubber. Fløjspilleren ærgrer sig dog over, at hun ikke er en del af fremtiden i Randers HK:
- Sådan er gamet. Selvfølgelig er det ikke rart, og det har været en trist weekend. Men nu har jeg valgt bare at se fremad, og så må jeg se, hvad der kommer af udfordringer.
Randers HK ligger i øjeblikket på tredjepladsen i kvindernes håndboldliga. Kronjyderne ligger tre point fra topholdet Viborg HK.