Hvidstenshjemmeværnet: Dæmpet fejring af befrielsens 75-års jubilæum
Selvom befrielsesdagen i år har et helt særligt jubilæum, bliver fejringen af dagen dæmpet. Igen er corona-virus synderen.
Der skulle have været festlighed, fællessang og mange samlet i aften.
For den 4. maj 2020 er det præcis 75 år siden, det glade budskab om Danmarks befrielse kunne høres i radioen via BBC.
Men udbruddet af coronavirus har sat en stopper for den helt store fejring.
- Det skulle have været en større, samlende, folkelig begivenhed, men det er vi selvfølgelig nødt til at drosle ned på, fortæller Finn Bødtker, der er chef for Hjemmeværnskompagni Hvidsten.
Større festligt program
Kompagniet markerer hvert år befrielsesdagen ved ceremonier med faner og nedlæggelse af kranse ved udvalgte lokale mindesmærker.
Og i år skulle der have været skruet op for festlighederne, for at markere 75-års jubilæet.
- Der var planlagt et større program omkring Hvidsten og Hvidsten Kro, hvor Bodil Jørgensen også skulle komme. Det var en større festlighed med et publikum, fortæller Finn Bødtker.
Arrangementet bliver naturligvis ikke til noget lige nu, på grund af coronaepidemien.
Stadig kransenedlæggelser
Men selvom markeringen af befrielsen ikke bliver så omfattende som håbet og planlagt, så er den bestemt ikke aflyst.
- I aften vil vi lægge kranse to steder. Vi plejer at være mange og have faner med. Nu møder vi kun frem med to personer: En til at lægge kransen og en, der dokumenterer det, siger Finn Bødtker.
Hjemmeværnskompagni Hvidsten vil blandt andet lægge kranse ned ved Mindekorset for Calo Randrup Thomasen på Kristrup Engvej i Randers. Han mistede livet i en træfning mellem tyskerne og danske frihedskæmpere 16. april 1945.
- Vi vil hædre de kæmper, der betalte den yderste pris for friheden, forklarer Finn Bødtker.
Vigtigt - særligt nu
Selvom 75 år er lang tid, og det måske kan være svært for yngre mennesker at relatere til Anden Verdenskrig og befrielsen, så er det fortsat vigtigt at mindes, mener Finn Bødtker.
- Der er nogen, der på et tidspunkt har kæmpet for, at vi kan have demokrati, fred, frihed og menneskerettigheder. Er det bare noget, vi kan tage for givet? Hvis vi ikke gør, som om det er noget værd, er der så ikke en risiko for, at det kan blive taget fra os?, spørger han.
Faktisk gør corona-epidemien det nærmest endnu mere presserende at mindes befrielsen, mener han.
- Mine børn synes, at to måneder med COVID-19-indespærring og restriktioner er hårdt. Så prøv at forestille dig fem år. Det her med, at vores frihed får begrænsninger, det sætter nogle tanker i gang, siger Finn Bødtker.