Her finder du det varmeste badevand
Bruger man sin lørdag i badetøj, er det varmeste badevand at finde i Randers.
Temperaturerne holder sig endnu en dag omkring de 20 grader i det meste af Østjylland. Dermed er det heller ikke helt urealistisk, at en del østjyder i løbet af dagen får lyst til et dyp i vandet.
Og er man ikke til det helt kolde gys, kan det være en god idé at orientere sig om badevandstemperaturerne, inden man hopper i. Går man efter det varmeste vand, skal man ifølge DMIs kort over vandtemperaturer forbi den inderste del af Randers Fjord.
Her ligger vandtemperaturen på 18 grader klokken 9.30.
Hopper man i stedet i bølgerne ved Grenaa, kan man se frem til en vandtemperatur på 11,9 grader.
Vandtemperaturer i Østjylland
Udbyhøj: 17,5
Randers: 18,0
Grenaa: 11,9
Aarhus: 16,3
Hou: 15,3
Kilde: DMI
Vandtemperaturen i Randers sneg sig fredag op over de 19 grader, som er det, TV2 Vejret karakteriserer som en badedag.
Skal temperaturen derop omkring endnu engang lørdag, kræver det masser af sol. Det er nemlig ikke så meget dagens temperatur, der er afgørende, men mængden af sol – og her er der altså op mod 0,5 grad at hente.