Her er Randers' skoleledere

Kommunens kabale er gået op

De 19 mænd og kvinder på billedet skal i fremtiden stå i spidsen for folkeskoler i Randers-området. Foto: Randers Kommune

Randers Kommune har nu fået sat navn på de fleste af de personer, der i fremtiden skal stå i spidsen for de lokale folkeskoler.

Kort efter nytår besluttede et flertal i byrådet at lukke fem skoler til sommer. Sideløbende med ændringen af skolestrukturen har kommunen taget stilling til, hvem der skal være ledere af de skoler, der overlever.

Torsdag præsenterede Randers Kommune 19 af de i alt 22 personer, der skal stå i spidsen for de lokale skoler.

Skolelederne er udvalgt blandt de nuværende skoleledere, der alle har været igennem et kompetenceafklaringsforløb samt en samtale. I alt er der 22 skoler i den ny skolestruktur. Tre stillinger er ledige og bliver slået op.

Se: Nu er det afgjort: Skoler lukker

- De nye skoler har hver især brug for særlige skolelederkompetencer. Derfor har det været afgørende at matche de rette kompetencer med den rette skoleprofil, siger skoleleder i Randers Kommune Torben Bugge i en pressemeddelelse.

- Samtidig har det været afgørende, at vi sikrer sammenhæng og kontinuitet i de skolecirkler, hvor der for eksempel vil være et tæt og formaliseret samarbejde mellem skolelederne på de nye grundskoler og skolelederen på overbygningsskolen.

På enkelte skoler er der i øjeblikket en konstitueret leder. Derfor skal stillingerne slås op, og der er dermed fortsat konstitueret en leder på disse skoler.

På Randers Kommunes hjemmeside kan du se en oversigt over de 19 skoleledere