Må kalde alle mand på arbejde - her er black friday en festdag
Hos Elgiganten i Randers stod kunderne i kø fra tidlig morgen, mens en tøjbutik i Aarhus går kontra og serverer kaffe i stedet.
Danskerne har travlt med at søge de bedste tilbud frem lige nu.
Det er black friday, og butikkerne - fysiske såvel som online - bugner med tilbud, vi kan vælge at springe på eller lade være.
I Elgiganten i Randers har de travlt med at losse elektronik over disken, og faktisk er der netop elektronikprodukter på samtlige ti pladser, når man ser på, hvad kunderne primært søger på på nettet.
Varehuschefen i Elgiganten, Michael Bech Schrøder, kalder det en sand festdag for både ham og alle de ansatte.
- Vi er her for at betjene kunderne og sælge en masse varer, så når der er mange af dem, er det sjovt for os. Som varehuschef er det fedt at kunne invitere samtlige medarbejdere på arbejde, siger han til TV2 Østjylland.
- Det er klart årets største dag. Godt nok har vi haft black weeks i et par uger, så folk har haft mulighed for at komme forbi, når det passer dem, men det her er stadig en dag, hvor vi oplever, at folk har taget fri. De stod her allerede klokken syv i morges, da vi slog dørene op.
Michael Bech Schrøder tilføjer, at det gør ham stolt, når han som sælger kan sende en kunde ud ad døren med et godt tilbud.
Forventer over to millioner besøgende
Hos kunderne er det næppe stolthed, der er afgørende. Alt handler om pris, pris, pris.
Det er i hvert fald oplevelsen hos prisportalen Pricerunner, hvor man kan søge på millioner af produkter og se, hvor de kan købes billigst.
Brian Kjer Sommer er forbrugeranalytiker hos Pricerunner og følger med i, hvad folk søger på og hvordan deres adfærd ændrer sig frem mod black friday.
- Det helt særlige ved i år er, at black friday falder sammen med lønningsdag for mange. I 2023 lå det 24. november, og de her fem dages forskel gør, at pengene sidder endnu løsere hos forbrugerne, siger Brian Kjer Sommer til TV2 Østjylland.
Forventningen er derfor, at danskerne kommer til at bruge flere penge i black friday-ugen i år.
I 2023 kunne Pricerunner se, at mange butikker tyvstartede black friday-tilbuddene godt to uger tidligere, så det lå tættere på lønudbetalingen i oktober. Det afspejlede sig også i danskernes søgemønstre på pristjek-sitet, der skal ses som en indikator eller en slags spejling af virkeligheden. Altså, hvordan folk reelt opfører sig ude i butikkerne eller bag skærmen.
I år viser Pricerunners besøgstal, at trafikken de seneste tre dage er steget med fem procent sammenlignet med dagene op til black Friday i 2023. Forventningen er at nå op på over to millioner besøgende i den her uge.
- Der er stort pres på lige nu, og det er meget tydeligt, hvad folk går efter. Det er elektronikprodukter, som jo helt oprindeligt var det, black friday-konceptet handlede om. Af andre populære kategorier kan jeg nævne legetøj og - lidt overraskende - parfume, siger Brian Kjer Sommer.
Sidstnævnte er formentlig et tegn på, at kunderne bruger de nedsatte priser til at sikre julegaverne.
Top 10: Mest populære produkter
Sony PlayStation 5 Slim Digital Edition 1TB
Apple AirPods Pro 2. Generation med MagSafe Charging
Sony PlayStation 5 Slim Standard Disc Edition 1TB
Apple iPhone 15, 128GB
Apple AirPods 4
Sony PlayStation 5 Disc Edition 825GB
Apple iPad 10. Generation 64GB 2022
Apple AirPods 4 med aktiv støjreduktion
Google Chromecast med Google TV 4K
Apple iPhone 14, 128GB
Kilde: Pricerunner.dk.
Lille firma går mod strømmen
De er ikke alle steder, at der er store rabatter at komme efter i dagens anledning. Hos den lille Aarhus-baserede tøjbutik Lakor kommer der ikke nogen tilbud - hverken nu eller resten af året.
- Vi kører sådan lidt mod strømmen for ikke at støtte så meget op om den her overforbrugskultur, siger Isak Hegestand-Sverdlin, der er butikssælger og designassistent.
Det er dog ikke det eneste hensyn at tage, når man ikke er en stor international kæde.
- Som nummer to er vi også bare et lille firma, og vi kan ikke følge med på de priser, som nogle af de store kanoner kan tilbyde, siger han.
Derfor har Lakor besluttet, at det i stedet bliver en dag i afslapningens tegn. De kalder det slack friday, og det eneste, der ændrer sig i butikken, er, at kunderne kan få en kop kaffe og en såkaldt brew bag med i handlen.
Black bliver green
De seneste år har der været en tendens til, at en del virksomheder går imod strømmen under forbrugsfesten, fortalte forbrugerekspert og trendforsker Dorte Wimmer forleden.
- Dem, der kan gøre det, er dem, der har noget helt unikt og derved ikke er i direkte konkurrence med andre.
Der er blandt andet opstået en form for modbevægelse under navnet green friday, hvor danskere kan bytte, sælge og købe brugt tøj og lære mere om genbrug og bæredygtigt forbrug.