Heidis veninde: Jeg håber, det ikke har været forgæves
Den spastisk lammede Heidi Neergard opgav kampen om at få mere hjælp fra kommunen
Heidi Neergaard valgte i begyndelse af oktober måned at tage sit eget liv, hendes veninde håber, at det ikke har været forgæves.
- Jeg har en mærkelig tom fornemmelse, og jeg synes, det er underligt, at hun ikke er her, siger Betina Mellerup, der var veninde til Heidi Neergard.
- Det vil tage lang tid at forstå, fordi jeg har kendt hende i så mange år, at hun ikke er her mere, og fordi hun i den sidste lange periode har ringet meget. Hun har været meget ked af det og frustreret, og hun har været bange for, hvad fremtiden bringer, fortsætter hun.
Heidi begik selvmord efter måneders kamp for bedre pleje
Første gang TV 2 | ØSTJYLLAND mødte Heidi Neergard var i juni måned, hvor hun ikke havde været i bad i flere uger på grund af en tvist med Randers Kommune. Som handicappet havde hun haft hjælp døgnet rundt, men 1. juni overgik hun til almindelig hjemmepleje. Ifølge Heidi Neergaard selv, havde det nye plejepersonale ikke tid og overskud til at hjælpe hende i bad.
- Hun har været ked af det og opgivende. Men alligevel var Heidi en fighter, som blev ved med at håbe på det bedste til det sidste, siger Betina Mellerup om sin veninde.
For kort tid siden havde Heidi Neergaard stadig lysten til at leve og til at være sammen med sine vennerne, som hun endda havde inviteret til 50 års fødselsdag i løbet af oktober. Men hun får et brev fra kommunen, som slukker det sidste håb for et bedre liv.
- Heidi ringer til mig og fortæller, at hun har talt med Randers Kommune, der kunne meddele, at hun har fået seks timers hjælp. Heidi tror så, det er seks timer om dagen, men det er faktisk seks timer om ugen. Det er jo ingenting, når man er vant til døgnhjælp, siger Betina Mellerup.
Heidi Neergaard frygtede for, hvordan hendes hverdag ville blive. Men kun seks timers hjælp om ugen, kunne der ikke blive tid til at komme i banken, en tur i biografen eller besøge venner.
- Hun så det hele smuldre. Hun var blevet ved med at finde en gejst til at kæmpe videre. Men nu kunne det næsten ikke blive ringere, det kunne det ikke. Så jeg tror, hun tænkte, at det ville hun ikke være en del af. Der var ikke plads til det liv, Heidi gerne ville have, så jeg tror, det har gjort udslaget, siger Betina Mellerup.
Til dels forstår hun godt, at veninden har taget sit eget liv. Hun synes, at det er uhyggeligt, at sagen kunne komme så langt ud.
- Jeg håber, at der er nogen, der lytter nu og ser på de sager, der er med de mennesker, der har behov for hjælp, så de ikke ender i samme situation. Så har det haft en betydning alligevel, siger Betina Mellerup.
Du kan se hele interviewet med Betina Mellerup i videoen øverst på siden.