Har ledt efter 19-årige Thomas hele natten - uden resultat
Missing People Denmark og politiet fortsætter eftersøgningen
Trods en stor indsats fra politiet og gruppen Missing People Denmark er det endnu ikke lykkedes at finde 19-årige Thomas Stralner, der forsvandt under en bytur i Randers natten til lørdag.
Ifølge Missing People Denmark har politiet i løbet af natten undersøgt havneområdet med hunde. Derudover er overvågningsbilleder fra en række forskellige videokameraer blevet nærstuderet.
Østjylland Politi har angiveligt flere forskellige spor, der skal undersøges nærmere. Derfor fortsætter eftersøgningen i dag, onsdag.
Missing People Denmark fortsætter også arbejdet med at lede efter den 19-årige himmerlænding.
- Vi har statusmøde med politiet lige nu, hvor vi koordinerer dagens indsats og sammenfatter de forskellige tråde, vi undersøgte i går, siger foreningens stifter og talsmand, René Nielsen, onsdag morgen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Forsvundet under bytur i Randers
19-årige Thomas Stralner har været forsvundet siden natten til lørdag, hvor han var i byen i Storegade i Randers.
Efterlod telefon på værtshus
Han er sidst set på Café Smagløs klokken 3.00-3.30, og han beskrives som 182 centimeter høj og almindelig af bygning. Han har blå øjne og kort, brunligt hår, der er kort i siderne og lidt længere i toppen.
Han var iført en mørk vinterjakke med hætte og en mørk trøje med lynlås og hvidt logo på højre side, der ligner en firkant. Derudover havde han blå jeans og sorte Nike-sko på.
Missing People leder efter Thomas
Den 19-årige mand efterlod sin mobiltelefon på diskoteket. Det har derfor ikke været muligt at spore hans færden via telefonen.
Thomas Stralner kommer fra Himmerland og går på Mariagerfjord Gymnasium. Politiet modtog en anmeldelse om hans forsvinden mandag kl. 17.58.
Thomas Stralner forsvandt under en bytur i værtshusgaden Storegade i Randers: