Hannes kro er ødelagt af brand: Jeg tænkte bare 'fuck'

Fårup Kro nord for Randers er ødelagt. Det var byens samlingssted ifølge ejer og gæst.

Hanne Hansen ejer Fårup Kro sammen med sin mand.

Kromutter Hanne Hansen kigger på ødelæggelserne efter branden i hende og mandens kro nord for Randers.

De har de seneste to et halvt år ejer Fårup Kro, som der torsdag omkring middagstid udbrød brand i, og som nu er stort set ødelagt.

00:44

Se video fra branden.

Luk video

Hun fik beskeden fra sin mand, da hun var på vej på arbejde på kroen.

- Jeg tænkte bare 'fuck!' Hvad nu? Vi har mange fester til efteråret, som vi ikke kunne holde i foråret på grund af corona, siger Hanne Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Måtte tilkalde forstærkning

Østjyllands Politi fik en anmeldelse kl. 11.21 og ved endnu ikke, hvad der er skyld i branden. Men hos Beredskab og Sikkerhed melder de om store skader.

Hele tagkonstruktionen og overetagen har været overtændt og er udbrændt.

Niels Henrik Nielsen, indsatsleder, Beredskab og Sikkerhed

Indsatslederen var den første på stedet og efter at have set branden an, besluttede han at tilkalde endnu en brandbil fra Hobro udover den, der var på vej fra Randers.

- Hele tagkonstruktionen og overetagen har været overtændt og er udbrændt, siger indsatsleder Niels Henrik Nielsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det lykkedes brandvæsenet at redde kroens gildesal, borde, stole, sprut, ordrebogen for 2021 og andet fra kroen, som ifølge ejeren og en lokal mand er byens samlingssted. 

Kun Spar og banken tilbage

- Jeg er meget berørt af det, for vi plejer at bruge den meget og har et meget godt kammeratskab hernede. Så det er meget trist, siger Kjeld Pedersen, der er kommet på kroen i 40 år og som to gange om ugen spiller billiardturneringer på kroen.

Kromutter ved ikke, hvad der nu skal ske med kroen, men hun håber, at de får lov at bygge den op igen.

- Den betyder alt - også for Fårup. Der er kun en bank og en Spar tilbage ellers.

Beredskab og Sikkerhed forventer at være på stedet indtil i aften.

Læs også Sådan forløb det da AGF-fans fejrede onsdagens sejr