Gruer for fremtiden: Lones søn er en af de 300 børn uden sagsbehandler

Lone Normarks søn Magnus er et af de 300 børn, som indirekte er blevet ramt af problemerne med arbejdsmiljøet i en afdeling i Randers Kommune. Det berører hende dybt.

- Hvem kan hjælpe nogen, når de selv er ved at drukne?

Det spørgsmål stiller Lone Normark. Hendes søn Magnus er tilknyttet børne- og ungehandicapafdelingen i Randers Kommune. Selvsamme afdeling, som er blevet pålagt et straksforbud af Arbejdstilsynet.

Reaktionen fra Lone Normark kommer efter at have læste Arbejdstilsynets rapport.

- Det gør virkelig ondt at læse, siger hun.

Det er kommet frem, at 300 børn står uden rådgiver, på grund af problemer med det psykiske arbejdsmiljø i afdelingen.

Lone Normarks søn er et af de 300 børn.

- Vi bliver et eller andet sted ofre, ligesom personalet bliver ofre. Det er en træls følelse at have. Man er magtesløs. Det bliver man ked af. Og det bliver jeg nu, siger en tydeligt berørt Lone Normark.

Lone Normark har flere gange oplevet ikke at få svar, når hun skriver til Randers Kommune.
Lone Normark har flere gange oplevet ikke at få svar, når hun skriver til Randers Kommune.

Intet svar

Hun har flere gange oplevet at skrive til afdelingen uden at få svar.

- Jeg skriver til vedkommende 3. februar. Ikke noget svar. Jeg skriver igen 2. marts. Der kommer heller ikke noget svar.

Strakspåbuddet fra Arbejdstilsynet betyder, at Randers Kommune skal få styr på de problemer, som der er i afdelingen.

Socialchef i Randers Kommune Runa Steenfeldt fortæller, at der gennem en længere periode har været snak om problemerne i afdelingen, og ifølge hende bliver der nu arbejdet med en plan, som skal forbedre forholdene. Det drejer sig blandt andet om en omnormering og andre initiativer.

Lone Normark er dog ikke overbevist om, at det kommer til at hjælpe.

- Sagerne bliver jo ved med at være der. De forsvinder ikke, siger hun.

Bekymret

Faktisk er hun bekymret for, at strakspåbuddet kan få den modsatte effekt og yderlige lægge pres på afdelingen.

- Jeg kan ikke se, hvordan de kan gøre det og samtidig slukke de vigtige ildebrande.

Hendes søns sag er ikke akut, og derfor gruer hun for, hvad det kommer til at betyde.

- Så kan de små ildebrande ligge og ulme henne i hjørnet. Det er dét, jeg tror kommer til at ske.

Rosa Lykke Yde (SF), formand for socialudvalget i Randers Kommune, erkender, at situationen i afdelingen er løbet løbsk, og at hun også selv bærer en del af skylden.

- Det her er en tilståelsessag. Det er helt uacceptabelt, fordi det er et problem, vi har kendt til i mange år, men som er løbet løbsk, siger hun.