Gipsmodel fuldender udstilling om kvinde bag berømt statue
Randers Kunstmuseum åbner snart en ny udstilling om kvinden bag den berømte statue 'Den Jyske Hingst' i Randers Midtby.
Mandag morgen fik Randers Kunstmuseum fingrene i en stor gipsmodel af den velkendte rytterstatue af Kong Christian X, som står ved Aarhus Domkirke.
- Jeg kunne faktisk ikke være i mig selv, jeg synes, det var helt fantastisk, siger museumsinspektør på Randers Kunstmuseum, Anne Sophie Lykke-Poulsen.
Læs også
Gipsmodellen af rytterstatuen er delt i 15-20 stykker og blev mandag flyttet fra kælderen i Aarhus til Kunstmuseet i Randers.
- Jeg har tidligere forsøgt at få den afhændet til Kongernes Lapidarium, men det er ikke lykkedes. Det kunne være fint at få den ud, hvor den gør større gavn, siger arkitekt ved Aarhus Kommune, Henrik Baur, som var med til overdragelsen af statuen.
Vil fortælle om kvinden bag
Modellen af Rytterstatuen skal indgå i en ny udstilling om Helen Schou, der er kvinden bag statuen af Kong Christian X i Aarhus og 'Den Jyske Hingst', som står i Randers.
- Hun var faktisk en ud af to kvindelige kunstnere, der har lavet rytterstatuer, så det var jo en fantastisk præstation, siger Anne Sophie Lykke-Poulsen og fortsætter:
- Alle i Randers kender heste, men hvem er kunstneren bag? Det vil vi vise med udstillingen.
Læs også
Udstillingen om Helen Schou åbner på Randers Kunstmuseum den 27. september, og her kan den nyerhvervede gipsmodel bidrage positivt.
- Vi har jo ikke mulighed for at få bronzerytterstatuen ind på Randers Kunstmuseum, den er både for stor og vejer også meget, så det med at kunne vise vores gæster en 1-til-1-model er helt fantastisk, siger Anne Sophie Lykke-Poulsen til TV2 ØSTJYLLAND.