Gaderøveri i Randers
53-årig mand slået ned bagfra og mistede 7.000 kroner. Politi efterlyser vidner.
En 53 årig mand fra Kristrup ved Randers blev fredag morgen slået ned og udsat for røveri da han var på vej til Randers Banegård.
Manden gik over den Blå Bro over Gudenåen til området ved Randers Regnskov. Da han er i god tid i forhold til togafgangen gik han lidt rundt på stien på den nordlige side af Gudenåen mellem den Blå Bro og den brede stentrappe op til Randers Regnskov.
Mens han mellem klokken 05.30 og 06.00 stod på det grønne område ved åen, blev han slået ned bagfra af en mand med en baseballkølle. Offeret blev ramt i baghovedet, så han faldt om og mistede bevidstheden.
Da han vågnede op, så han gerningsmanden med køllen. Den 53-årige blev afkrævet 500 kr., men han sagde han ikke havde nogen penge. Derpå blev han både slået og sparket indtil han igen mistede bevidstheden.
Da han igen blev klar fik han at vide, at han kunne gå. Han gik over til Laksetorvet, hvor han ringede efter en kammerat, der kom og hentede ham. Mens han stod og ventede så han, at gerningsmanden og en gruppe andre personer var samlet ved en blå Toyota Carina, der holdt ca. 25 meter fra indgangen til Randers Regnskov i retning mod Gudenåen. Samtidig opdagede han, at han havde mistet sin tegnebog med diverse papirer og 7.000 kr. i kontanter.
Østjyllands Politi efterlyser vidner til røveriet. Ring på tlf. 87 31 14 48 eller 114.