Fuld kvinde kørte ind i parkerede biler
Blev taget med på politigården efter trafikuheld
En 21-årig beruset kvinde havde tilsyneladende svært ved at styre sin bil, da hun sent fredag aften satte sig bag rattet i det nordlige Randers.
Ifølge politiet lykkedes det den unge kvinde at køre ind i to parkerede biler på Ymersvej, inden turen sluttede.
Et vidne, der overværede uheldet, kontaktede straks politiet, som senere kunne anholde den berusede bilist.
Vild køretur endte i villahave
- Kvinden havde påkørt nogle biler, men var ikke selv kommet til skade. Hun blev anholdt og kørt til politigården i Randers, siger vagtchef Peter Hunniche fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
På politigården blev der taget en blodprøve, ligesom den 21-årige kvinde blev afhørt. Derefter blev hun løsladt og fik lov til at gå.
Politiet blev alarmeret om uheldet kort efter kl. 22. Der skete kun begrænsede skader på bilerne.