Førerløs bil ramte 1-årig pige og hendes far
Bilist havde glemt at trække håndbremsen
En 1-årig pige og hendes 32-årige far blev tirsdag sidst på eftermiddagen ramt af en førerløs bil, da de legede i deres have.
Heldigvis slap de begge ifølge Østjyllands Politi fra uheldet uden alvorlige skader.
Hændelsen skete ved 17.15-tiden, hvor en 23-årig mand parkerede sin bil på en bakke ved Godset i Langå.
SE OGSÅ: Selvkørende biler, robotter og computerspil
- Vejen, hvor han parkerede bilen, skråner, og han havde glemt at trække håndbremsen. Bilen rullede derfor ned ad vejen og ind i en have, hvor faderen og barnet legede, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi til tv2oj.dk.
Forsøgte at redde sin datter
Hun forklarer, at den 32-årige far først troede, at bilen var ved at bakke for at skulle vende.
SE OGSÅ: 15-årig pige dræbt i tragisk trafikulykke
- Da han opdager, at bilen er førerløs, forsøger han at redde sin datter, men han når det ikke helt, og han bliver ramt på foden, mens datteren blev ramt af kofangeren, siger Marianne Morgen og tilføjer:
- Men heldigvis er der kun sket små skader, og de er begge sluppet med skræmmer.
Den førerløse bil stoppede få meter senere, hvor den kørte ind i en hæk.
Politiet er nu ved at undersøge sagen nærmere for at finde ud af, om den 23-årige mand eventuelt skal sigtes efter Færdselslovens paragraf 28 stk. 4.
Færdselsloven
§ 28. Standsning eller parkering må ikke ske på et sådant sted eller på en sådan måde, at der opstår fare eller ulempe for færdslen
Stk. 4. Når føreren af et køretøj forlader dette, skal det sikres, at køretøjet ikke kan sætte i gang af sig selv. Føreren skal endvidere træffe foranstaltninger for at sikre, at køretøjet ikke uberettiget kan benyttes af andre. Påbudt anordning til tyverisikring skal være sat i funktion. Transportministeren kan fastsætte bestemmelser om, hvilke typer låseanordninger der skal anvendes.