Forbipasserende reddede livløs mand
To forbipasserende gav livreddende førstehjælp til livløs mand.
To forbipasserende mænd blev onsdag en livløs mands redning på Mariagervej i Randers.
De havde fundet den 56-årige mand livløs på gaden og straks påbegyndt livreddende førstehjælp.
Østjyllands Politi modtog onsdag eftermiddag en anmeldelse om, at to tilfældigt forbipasserende personer havde fundet en livløs mand på gaden.
Kort efter ankom en patrulje og en ambulance til stedet, som overtog hjertelungeredningen af manden, som viste sig at være en en 56-årig mand fra lokalområdet.
Noget tid efter fik manden både hjerterytme og vejtrækning tilbage, inden han blev kørt til hospitalet for yderligere behandling.
Østjyllands Politi roser derfor i sin døgnrapport de to forbipasserende mænd i alderen 38 og 56 år, som handlede resolut og med det samme ydede livreddende førstehjælp til den fremmede, livløse mand.
Ifølge politiet er der intet, der tyder på, at han havde været udsat for en forbrydelse.