Forældre må måske droppe friskoleplaner
Initiativtagerne bag Gjerlev-Enslev Friskole og Randers Kommune er endnu ikke blevet enige om en løsning
Udsigten til, at de to landsbyer Gjerlev og Enslev nord for Randers får sin egen friskole, ser lige nu mildest talt sort ud.
Det fortæller Tina Larsen fra den forældregruppe, som arbejder på at få realiseret drømmen om en friskole til de børn, der gik på den tidligere kommunale folkeskole, Gjerlev-Enslev Skole.
- Det begynder at se sort ud for byen, siger hun til tv2oj.dk.
Skolen blev lukket inden sommerferien i år, fordi byrådet i Randers Kommune havde vedtaget en ny skolestruktur.
Planen var, at forældrene skulle overtage de nu tomme skolebygninger, men det er den plan, der nu er ved at smuldre.
Nej til finansiering
Prisen for bygningerne er fem millioner kroner. Forældrene havde budt 3.750.000 kroner og bad om at få lånet finansieret gennem Randers Kommune under samme vilkår som et realkreditlån.
Men den løsning kan ikke lade sig gøre - til stor ærgrelse for forældrene:
- Det undrer os, at de ikke vil låne os pengene. Vi kan lægge en million kroner kontant. Det er det samme beløb, som kommunen cirka skal betale for at rive bygningerne ned, hvis vi ikke køber dem, siger forældrerepræsentant Tina Larsen.
Forældrene har indtil 31. oktober til at finde en måde at finansiere købet af bygningerne på. Ifølge Tina Larsen er det dog en noget nær umulig opgave, fordi realkreditinstitutterne ikke vil låne penge til selvejende institutioner, der ikke kan fremvise et regnskab for de seneste tre til fem år.
Åbner for hjælp til flere skoler
Prisen på fem millioner for bygningerne er bestemt af Randers Byråd. Derfor vil kommunen gerne så tæt som muligt på det beløb, fortæller formand for Børne- og Skoleudvalget Anders Buhl-Christensen (V).
Kommunen er åben for at forhandle om prisen, men ikke om at finansiere lånet.
- Vi har aldrig givet en forhåbning om, at vi kunne finansiere det. Hvis vi først siger ja til en skole, så er det svært at sige nej til andre fri- eller privatskoler, forklarer han.
Hvis bygningerne ikke bliver solgt til anden brug, vil Randers Kommune rive dem ned og udstykke byggegrunde.
Det får Tina Larsen fra forældregruppen i Gjerlev-Enslev til at ryste på hovedet. Hvem vil købe en grund i en by uden skole, spørger hun:
- Derfor håber jeg, at der sidder en derude, som vil spytte nogle penge i vores friskole.