Føler sig ydmyget af kommune
Randers Kommune tvang to nyuddannede kvinder til at sortere skrot for at de kunne få udbetalt dagpenge.
To nyuddannede kvinder føler sig ydmyget af Randers Kommune, efter at de blev sat til at sortere skrot 30 timer om ugen.
Den 34-årige tidligere virksomhedsejer Brit Camille Bondgaard var netop blevet uddannet som pædagog, da hun i januar søgte om kontanthjælp i de obligatoriske fem uger, der går, inden man er berettiget til dagpenge fra sin a-kasse.
Hun fik ligesom den 25-årige nyudklækkede skrædder Tine Klindt Andersen valget mellem at folde karklude, slæbe tunge træstammer eller sortere skrot som modydelse for de cirka 4.000 kroner, kommunen udbetalte i kontanthjælp.
De to kvinder, der begge valgte at sortere skrot, fik at vide, at de ville få en skideballe, hvis sorteringen ikke var grundig nok.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i dagens udsendelser.