Fodboldhold lavede deres egen bar: Nu lukker den
I sommeren 2016 åbnede en hel særlig bar i Randers' festmekka Storegade. Nu har de unge indehavere bag den dog fået andre prioriteter og lukker baren
Et helt særligt projekt, som TV2 ØSTJYLLAND har fulgt tæt, har nu nået sin afslutning. I serien 'Fra bold til bar' kom seerne med bag kulissen i skabelsen af DT Bar i Storegade i Randers. Nu lukker baren.
Nytårsaften 2018 var sidste åbningsdag for baren, der er blevet skabt på helt speciel vis.
16 unge randrusianere, der har deres eget fodboldhold i bydelen Vorup, gik nemlig sammen om at skabe sin egen bar. I 2,5 år har baren budt gæster indenfor til sjusser og kolde fadøl, men nu er det forbi.
- Der er sket meget på de år, og flere har fået børn, hus og fuldtidsjob. Det kan være svært at få de ting til at hænge sammen med et liv som barejere med meget nattearbejde, siger en af de 16 direktører, Matias Fogh, til TV2 ØSTJYLLAND.
Drengenes fodboldhold, som lever videre, hedder DT 2026. Det er navngivet således, fordi 2026 (engang) var det tidligste, de unge gutter kunne være i Superligaen.
Ikke fortrudt det
Men spillet var ikke ligefrem til det, så de kastede sig over projektet DT Bar.
- Jeg har ikke fortrudt det. Det har været sjovt, og vi har lært meget af det. Vi har skullet lære at styre et lager og økonomien. Det hele kan ikke bare gå op i fest og farver, siger Matias Fogh.
Læs også
I forhold til økonomien så har der undervejs været rygter i nattelivsmiljøet i Randers om, at stedet ikke kunne løbe rundt. Men det holdt sig kørende i flere år, og det er altså heller ikke økonomiske problemer, som får direktørerne til at lukke.
Gennem hele forløbet har de haft to af drengenes far, Henrik Grønlund, med som en form for kasserer.
Ingen bliver rige
- Ingen bliver rige af at drive bar i Randers, men jeg tænker, at vi kommer ud af det med skindet på næsen. Umiddelbart har vi hverken tabt eller tjent penge, siger Henrik Grønlund, der dog endnu ikke har det fulde overblik over økonomien, til TV2 ØSTJYLLAND.
Han har selv nydt at være en del af projektet og fortæller, at ingen går derfra med sure miner.
Hvad der så skal være i stedet for DT Bar på adressen i Storegade, er endnu ikke fastlagt.
- Men vi forhandler om det med en mulig køber. Det sidste er dog ikke på plads endnu, så jeg kan ikke sige mere, lyder det fra Henrik Grønlund.
Du kan se alle otte afsnit af 'Fra bold til bar' herunder:
Afsnit 1: Hey drenge, lad os købe en bar!
Afsnit 2: Møblerne kommer dagen før åbningen
Afsnit 3: 16 direktører giver udfordringer
Afsnit 4: Der er store krav til personalet
Afsnit 5: For ung til at komme ind på sin egen bar
Afsnit 6: Åbningsdag - sidste test
Afsnit 7: Lær at spille ølpong
Afsnit 8: Fire måneder senere - og rygterne svirrer