Flygtninge vilde med nyt fodboldhold i Randers
Multietnisk hold er blevet et stort hit
Fodbold er en af de bedste måder at blive integreret i det danske samfund på.
Det mener fodboldklubben Randers KFUM, der har oprettet et helt nyt fodboldhold for de flygtninge, der bor i lokalområdet.
Det nye fodboldhold har spillere fra så forskellige lande som Congo, Iran Syrien og Colombia. I dag, lørdag, snørede flygtningene igen støvlerne og indtog græsset på Randers KFUMs anlæg i det nordlige Randers. Under træningerne bliver det talt dansk.
SE OGSÅ: Randers spreder nu flygtningebørn
Jimmy Carøe Sørensen er træner for det multietniske hold. Som tidligere Randers Freja-spiller og fra sit nuværende arbejde som familiekonsulent for flygtninge i Randers kender han både til fodbold og flygtningenes situation.
- Jeg har oplevet, at nogle blev triste af at sidde, og så kom vi til at snakke om, hvad der kunne gøre dem glade. Og så var der mange, der sagde, at de godt kunne tænke sig at spille fodbold, siger Jimmy Carøe Sørensen om fodboldholdets tilblivelse.
Harold Sandillo Sandoval var en af de første, der begyndte at spille på det nyoprettede hold. Han har oplevet, hvordan der nærmest fra gang til gang kommer flere flygtninge til træning.
SE OGSÅ: Flygtninge til kamp om oprykning
- Den første gang var der kun fire personer, og de spurgte: "Kender du nogen andre?" Og så lige pludselig kommer der 10, 12, 13 og 14. Hver weekend kommer der to eller tre mere. Så det er godt, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er ikke kun træneren, men hele klubben, der bakker op om det nye hold. Randers KFUMs bestyrelsesformand, Søren Frank, håber, at flygtningene med tiden får lyst til at spille for de øvrige hold i klubben.
- Planen er ganske enkel. For det første skal de ud og have en god oplevelse. På sigt vil vi gerne integrere dem på de andre hold, hvis de er interesserede i det.
Se mere om det nye fodboldhold i tv-indslaget øverst i artiklen.