Flere flytter til privatskoler
Velfærdslisten bekymret over ny udvikling
Lukningen af fem folkeskoler i Randers Kommune får nu flere forældre til at flytte deres børn til en privatskole.
Det viser den seneste opgørelse, som fremgår af en fodnote til kommunens budget i slutningen af september måned.
Helt nøjagtig vil omkring 162 børn bytte folkeskole ud med privatskole fra skoleåret 2015/2016.
Den udvikling vækker nu bekymring hos Velfærdslisten, som står uden for skoleforliget og som hele tiden har forholdt sig kritisk til skolelukningerne.
Ifølge Kasper Fuhr Christensen kan elevflugten få store konsekvenser for de beregninger, som ligger til grunde for forliget, fordi beregningerne bygger på elev- og klassetalsprognoser og dermed ikke tager højde for, at flere vælger folkeskolen fra:
- Det her viser, at der er en ekstrem stor følsomhed. Der er jo formentlig fare for, at flere rykker over til privatskolerne, og dermed ender forliget som et angreb på folkeskolen, fordi provenuet bliver udhulet. Der bliver færre penge til de elever, der er tilbage, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
De 162 færre børn i folkeskolen medfører ifølge skoleforvaltningens beregninger en merudgift på fem millioner kroner. Derfor er det ikke sikkert, at beregningerne bag skoleforliget holder stik, lyder det fra Kasper Fuhr Christensen.
- Regnestykket holder ikke, fordi der bliver færre elever.
De eksisterende beregninger ligger op til, at skolelukningerne vil spare kommunen for 36 millioner kroner.
Der går i alt omkring 9.300 elever i folkeskolerne i Randers Kommune.