Fisker tror på sensationen
Randers HKs fløjspiller Maria Fisker tror på, at kronjyderne kan slå storfavoritterne Viborg i den første DM-finale.
Randers HK har indtil videre haft en forrygende sæson. For en uge siden fik klubben sin første europæsike titel nogensinde, da spanske Elda Prestigio blev besejret i EHF Cup-finalen, og nu står spillerne overfor endnu en kæmpe udfordring:
Onsdag aften spiller kronjyderne den første kamp i DM-finaleserien mod Viborg HK.
Viborg blev nummer to i grundspillet, og ligesom Randers kommer de grønklædte med en frisk europæisk triumf i bagagen. Lørdag genvandt Viborg således Champions League-trofæet.
Alligevel er Randers HKs Maria Fisker optimist inden aftenens kamp:
- De fleste regner uden tvivl med, at Viborg vinder guldet igen. Men vi har også et rigtig godt hold, og jeg tror på, at vi kan overraske dem, siger hun til Randers Amtsavis.
Ifølge fløjspilleren har Randers HK tidligere i sæsonen vist, at Viborg ikke er usårlige:
- Vi har stor selvtillid efter at have vundet EHF Cuppen. I de to kampe, vi har spillet mod Viborg i denne sæson, har vi formået at presse dem langt hen ad vejen. Nu handler det om, at vi skal kunne gøre det over 60 minutter.