Fire tons ulovligt oksekød til salg i Østjylland
Fødevarestyrelsen frygter, at mere end 4000 kilo ulovligt og muligvis sundhedsskadeligt oksekød sælges i Østjylland.
27. nov 2009, kl. 16:25
Mere end 30 dage gammel
Fødevarekontrollens Rejsehold har fået flere anonyme tip om uatoriseret salg af ulovligt oksekød i Østjylland.
Det drejer sig blandt andet om oksetyndstegsfilet, mørbrad, striploin og steaks fra både Australien og New Zealand. De mere fire tons kød stammer fra et tyveri mod Randers Kød Engros i slutningen af oktober.
Fødevarestyrelsen mener, at kødet kan være sundhedsskadeligt, da det har været opbevaret under ikke-kontrollerede og uhygiejniske forhold. Desuden kan de varer, der har været frosne, være blevet optøet.
Derfor anbefaler styrelsen, at forbrugere, der har købt kødet, kasserer det.