Finsk techno gør Randers FC klar til kamp
Klubbens fans har valgt den indløbssang, der fremover skal spilles, når holdet løber på banen. Hør nummeret her.
Er man til finsk techno, er der fremover mindst én god grund til at følge Randers FC's hjemmekampe på Essex Park Randers.
Efter en konkurrence blandt klubbens fans er det blevet afgjort, at den nye indløbssang på stadion skal være nummeret Sandstorm med Darude.
Sandstorm vandt konkurrencen foran lydsporet fra filmen "Pirates of the Caribbean". Bag navnet Darude gemmer der sig den finske dj og producer Ville Virtanen, som lavede nummeret tilbage i år 2000.
Den nye indløbssang får sandsynligvis allerede premiere på søndag, når Randers FC løber på banen til den vigtige hjemmekamp mod bundholdet HB Køge.
Om det finske techno-hit falder i spillernes smag er dog uvist. Målmand Kevin Stuhr Ellegaard har i en tv-udsendelse tidligere afsløret, at kronjydernes midtbane-veteran Kenneth Møller Pedersen mest er til heavy metal, mens offensivspilleren Mikkel Beckmann omvendt har en forkærlighed for klassisk musik.
Men hvad mener du om nummeret? Bedøm selv ved at klikke i vinduet nedenfor. Videoen er fra YouTube.