Festuge for 39. gang
Randers forbereder sig på en uge med musik og kulturelle aktiviteter
Godt er sommerferien forbi for de fleste, inden der skrues op for musikken og stemningen i Randers.
Traditionen tro inviterer byen til sin årlige festuge, 'Randers Ugen', hvor kodeordet er godt humør og gode oplevelser fra den 7. august til den 16. august.
Til at åbne ballet kommer reggaesangeren Wafande, den randrusianske X Factor-deltager Nanni og vinderen af det internationale melodi grand prix, Emmelie de Forest.
Se også: Stor interesse for City Slide
De baner vejen for en række andre danske kunstnere, som også er på programmet - lige fra Rasmus Walther til Østkyst Hustlers og Johnny Reimar.
Randers Ugen udmærker sig ved at være arrangeret af byens borgere og er ifølge Randers Kommune 'Danmarks største brugerstyrede festuge':
- Den kronjyske byfest har det særlige kendetegn at aktiviteterne er drevet at et stort engagement blandt borgerne, byens kulturinstitutioner, foreninger og virksomheder.
Der vil i alt være omkring 500 forskellige aktiviteter i løbet af festugen. For dem, der ikke er så meget til koncerter, kan i stedet prøve for eksempel en tur i radiobilerne i tivoliet på havnen, tage på børneloppemarked eller sejle en tur på fjorden.
En af de begivenheder, som i år har tiltrukket sig stor opmærksomhed, allerede inden den er blevet lanceret, er Randers City Slide.
En 200 meter lang glidebane, hvor et par hundrede udvalgte personer får mulighed for at kaste sig på maven hen ad.
Du kan se hele programmet for Randers Ugen ved at klikke her.