Fængslet efter kaffetyveri: Afledte politi og stjal sort guld for 4500 kroner
En 42-årig mand er varetægtsfængslet efter der er blevet stjålet flere kasser kaffe fra Dagli’Brugsen i Gjerlev
En snedig og kaffetørstig tyv var på spil i Dagli’Brugsen i Gjerlev i weekenden.
En 42-årig mand blev taget på fersk gerning søndag eftermiddag af en af butikkens medarbejdere. Manden var i gang med at læsse for omkring 4.500 kroner kaffe over i baggagerummet på sin bil på parkeringspladsen. Kasserne havde han taget fra butikkens vindfang.
Læs også
Personalet ringede derfor efter politiet, der kom og anholdte manden.
Men lige før politiet foretog anholdelsen, havde Østjyllands Politi fået en anmeldelse om røveri på en tankstation i Randers.
Men anmeldelsen var falsk, skulle det vise sig. Det var den 42-årige, der havde lavet anmeldelsen, angiveligt for at få politiet til at rykke ud til røveriet og dermed have arbejdsro til sit kaffetyveri.
Læs også
Men sådan gik det ikke. Manden er derfor også sigtet for misbrug af faresignal.
Den 42-årige er godt kendt af politiet, og har angiveligt begået en del lignende forhold. Derfor blev han fremstillet i et grundlovsforhør mandag eftermiddag, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.