Fælder "store smukke træer" i bypark
Mandag begyndte fældningen af en lang række træer i Doktorparken. De skal vige pladsen for elektrificering af jernbanen.
En knap 400 meter lang strækning af Doktorparken i Randers' afgrænsning vil de næste fire-fem uger blive fældet. Det oplyser Randers Kommune på sin Facebookside
Det drejer sig om den afgrænsning af parken, som grænser op til Kobbersmedevej.
Af opslaget fremgår det, at det er langt de fleste træer på strækningen, som må lade livet. Det er Banedanmark, som har eksproprieret træerne i forbindelse med elektrificeringen af togbanerne i Danmark.
Sikkerhed først
Træerne på strækningen udgør en risiko for de fremtidige køreledninger, som skal etableres. Det forklarer Jette Aagaard, direktør for Elektrificeringsprogrammet hos Banedanmark.
- Det er nødvendigt, fordi vi skal være sikre på, at træer ikke vælter ned over køreledningerne. Vi fjerner så lidt som overhovedet muligt, og vi er kede af det, hver gang et træ skal fældes, både med hensyn til biodiversiteten, men det er jo også dejligt at se på. Men vi er nødt til det af sikkerhedsmæssige årsager, siger hun.
Mens arbejdet med at fælde træerne står på, vil der kunne være små gener for besøgende i Doktorparken. Det oplyser Sigrid Lynæs, skov- og landskabsingeniør i Randers Kommune.
- Det kommer til at betyde noget, mens træfældningen står på. Det er Banedanmark, som står for det, og de laver skiltning i perioden. Så det handler bare om, at man følger anvisningerne på skiltene, siger hun.
Træerne, som skal fældes, er ifølge Sigrid Lynæs en stor blanding af løvtræer, som er meget forskellige i størrelse. Hun forventer ikke, at det manglende bælte af træer kommer til at få betydning for støjniveauet fra de forbipasserende tog i selve parken.
- Banen er jo skåret ind i skråningen og ligger lavere end parken. Af den grund tænker jeg umiddelbart ikke, at der er nogen forskel i støj, siger hun og henviser i samme omgang til Banedanmark for uddybning af det spørgsmål.
Nyt læhegn
Hos Banedanmark mener Jette Aagaard heller ikke umiddelbart, at træerne i sig selv giver så meget støjbeskyttelse. Og når det kommer til støj i perioden med træfældning, så er den begrænset.
- Det kommer til at foregå med manuel fældning, så der ikke store maskiner, som kører og larmer, forklarer hun.
Når træerne er fældet, skal der plantes et nyt læhegn, som kommer til at virke som afgrænsning af parken.
- Det bliver blomster, buske og mindre træer. Et levende hegn, forklarer Sigrid Lynæs.
Til gengæld kommer der til at gå en rum tid, før det er vokset op.
- Det bliver cirka ti meter højt, når det er vokset til. Der går nok mere end ti år, siger hun.
Banedanmark oplyser, at det i alt drejer sig om 68 træer, som skal fældes. Arbejdet vil tage omkring fire uger.