Få syndsforladelse for din falske sangstemme
I Øster Bjerregrav og Ålum har man de seneste dage kunnet købe aflad for blandt andet 'at have sunget falskt og skærende og for tidligere at have sovet under præstens udmærkede prædiken.'
I dag, søndag, skulle 15.000 frivillige have været på gaden for at samle ind til Folkekirkens Nødhjælp. Men for andet år i træk er dør-til-dør-indsamlingen til verdens fattige blevet stoppet på grund af covid-19.
Men når nu frivillige ikke kan gå fra dør til dør og samle ind, må man tænke kreativt. Det har man forsøgt i Øster Bjerregrav-Ålum sognes menighedsråd.
Og selv om meget af indsamlingen nu foregår digitalt, har man i menighedsrådet været en tur tilbage i tiden for at se, hvordan man gjorde for mange år siden.
Læs også
I sognene vest for Randers - og digitalt - har man den seneste uge kunnet købe et afladsbrev for 50 kroner og derved støtte verdens fattige.
- Vi indfører ikke afladsbreve igen. Det har heldigvis været væk i 500 år, siger Peter Fast, formand for menighedsrådet, smågrinende.
Han fortæller, at der blev sat gang i en kreativ proces, da det stod klart, at der igen i år ikke kunne blive en traditionel indsamling.
- Vi vil prøve at gøre lidt ekstra på en sjov måde. Det har været et forvirrende år for kirken, der jo har været lukket af i både jul og påske, siger Peter Fast.
I afladsbrevet står der blandt andet:
'______ Modtager hermed syndsforladelse for den manglende deltagelse i nogen julegudstjeneste eller påskegudstjeneste i 2020 og for at have sunget falskt og skærende og for tidligere at have sovet under præstens udmærkede prædiken.'
- Kirken har været lukket, og folk måtte blive derhjemme, så det er fint at vende det med lidt overskud og forhåbentligt bringe smil frem. Det er sjovere lige at hæve det lidt op end en mere almindelig indsamling i kirken, siger Peter Fast og fortsætter:
- Der er kamp om kronerne, for der er mange forskellige organisationer, der samler ind. Så jeg tror, at det gælder om at skille sig lidt ud med et smil på læben.
Og der er brug for at tænke kreativt, mener Folkekirkens Nødhjælp, der under normale omstændigheder indsamler cirka 10 millioner kroner ved den årlige indsamling.
Folkekirkens Nødhjælp frygter, at det i år kun er muligt at indsamle en tredjedel af det beløb.
- Landsindsamlingen er en økonomisk livsnerve for vores arbejde. De indsamlede midler er nødvendige for, at vi blandt andet kan søge internationale fonde og dermed gøre en betydelig forskel for mennesker i nød. Derfor kan det ikke undgås at gå ud over vores internationale arbejde, siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, i en pressemeddelelse.
I år har indsamlingen foregået i hele uge 10 i håbet om et godt resultat. På nuværende tidspunkt er der indsamlet 1,75 millioner kroner på landsplan.
Læs også
I Øster Bjerregrav og Ålum har menighedsrådet endnu ikke overblik over, hvor mange penge de har samlet sammen via afladsbrevene.
- Men folk har taget godt imod dem, og der er mange, som har købt dem. Faktisk har folk fra hele landet købt dem, og vi har for eksempel sendt flere til København, siger Peter Fast.
Et forsigtigt bud lyder, at der er solgt mere end 100. Men Peter Fast forventer, at der sælges flere i løbet af søndagen.
Afladsbrevene sælges nemlig denne søndag i forbindelse med gudstjenesterne i Øster Bjerregrav klokken 10.30 og i Ålum klokken 9.30. Derudover kan de anskaffes ved at rette henvendelse til præsten eller menighedsrådet ved fremmøde eller digitalt.