Familien gav op - Erik måtte flytte fra Nyvang

Han har siddet i den samme stol, på den samme måde, med det samme blik i øjnene i et halvt år. Familien er magtesløse. Han ligner en, der har givet op.
Der er nødt til at ske noget, så familien tager på vegne af deres kære en drastisk beslutning.
Forud for den beslutning følger et trist og uforståeligt forløb.

Erik Poort flytter i januar 2019 ind på det på papiret særligt demensvenlige plejehjem Huset Nyvang i Randers.
Ved åbningen knap et år tidligere bliver stedet af Randers Kommune kaldt en lille by i byen. Her er et levende landsbytorv med bager, frisør, værksted, kulturhus og orangeri.

De mange tilbud sælges til Eriks kone, Janni, under en rundvisning. Hendes mand kan købe ind som før sygdommen. Og han vil opleve liv og glade dage på torvet foran bageren.

Plejehjemmet er tilsyneladende alt det, som Erik har brug for.

- Jeg var ikke i tvivl om, at det her var det bedste tilbud. Jeg blev meget fascineret. Her ville de arbejde for, at Erik kunne fortsætte det liv, han altid har levet. De ville tage udgangspunkt i den enkeltes forståelse af livet. Det her var lige mig. Og det var lige Erik.

I flere år havde hun selv passet sin stadigt dårligere mand, men måtte til sidst give fortabt. I årene før den hårde beslutning levede de et fascinerende liv med rejser til fjerne dele af verden.

De har vandret i Nepal, Sydindien, Kina og Thailand. Besteget bjerge og oplevet fremmed kultur og natur. Erik har hele sit arbejdsliv været psykolog og nysgerrig på de skæve eksistenser.
Og de to har stået sammen. Også i de svære perioder.

Efter at parret blev gift i 1999, har deres ægteskab været præget af sorg. Janni har to gange været ramt af brystkræft. Erik har haft lymfekræft, og i 2002 blev han ramt af en blodprop i hjertet med ringe chancer for overlevelse. Før det mistede Erik sin 18-årige søn i en trafikulykke.

Ikke det oplagte valg

Modgang har de altså været vant til. Alligevel beskriver Janni tiden på Nyvang som en af livets sværeste. For Erik kom på Nyvang.

Også selvom stedet ikke er det oplagte valg. For der er 22 kilometer fra parrets hjem i Floes til plejehjemmet i det nordlige Randers.

- Vi var godt tilfredse med den lokale hjemmepleje, og Svaleparken i Assentoft var det oplagte valg. Men jeg blev solgt af det, som Nyvang kunne tilbyde. At Erik endte der, fortryder jeg så inderligt i dag.

Huset Nyvang er nemlig langt fra alt det, som familien har drømt om og forestillet sig. Hurtigt må Janni indse, at hendes mand ikke får det, som hun blev lovet.
Der er ikke noget fungerende bageri, købmanden har stort set aldrig åbnet, og det er minimalt med aktiviteter. Janni føler, hun er blevet solgt en kulisse.

- I starten var jeg meget frustreret over, at der var ikke var de aktiviteter og adspredelse for Erik. Men mit fokus begyndte langsomt at skifte. For der var langt værre ting galt.

Janni føler, at den helt basale pleje og omsorg mangler. Personalet er ekstremt presset, og mange sygemelder sig eller siger op.

Derfor bruger Nyvang mange vikarer og ufaglærte. Det bekymrer Janni.

- Det er ingen kritik af den enkelte vikar, men de kendte jo ikke Erik. Hvordan skulle de kunne det?

Aggressiv som aldrig før

Tallene taler også sit tydelige sprog om tilstandene på plejehjemmet. På lidt over ét år er 17 fastansatte stoppet, og 28 nye er kommet til.

Flere af Eriks nærmeste har på tæt hold set, hvad den store udskiftning har betydet for ham. Især Janni oplever forandringen.

- Erik er mere utryg og bange, han bliver aggressiv som aldrig før og truer personalet. Det er så hårdt at se, hvordan han har det.

Ægtemanden er ikke alene om at ændre sig. Fra at glæde sig over flytningen til Nyvang begynder den dårlige samvittighed at plage Janni mere og mere.

- Min mand kom ikke på plejehjem for sin egen skyld, men for min. Hvis jeg ikke havde vidst med min fornuft, at jeg ikke kunne klare det, havde jeg taget Erik hjem igen.

I stedet begynder hun at besøge plejehjemmet oftere og oftere, og det tærer på energien. Der må ske noget andet.

Efter kun et halvt år kigger Janni sig om efter et nyt hjem til Erik.

- Var det at give stedet en reel chance? Måske ikke, men der skete jo ingenting. I dag er jeg lykkelig for, at jeg ikke ventede og fulgte min intuition.

Tager konsekvensen

Efter blot et halvt år på Nyvang tager Janni konsekvensen af de problemer, der er på plejehjemmet. Det er ikke let, for endnu en flytning vil påvirke Erik.

- Han forstår jo ikke, hvor det er, han bor. Sygdommen er hård ved Erik, men noget måtte der simpelthen ske.

I sommeren 2019 flytter Erik derfor til plejehjemmet Møllevang et andet sted i byen.

I afstand ikke et drastisk skifte, men for den lille familie har det betydet alverden.

- Her kender de Erik. Der er ikke så mange vikarer som på Nyvang, og de ved derfor, hvordan han skal tages. De kender Eriks vaner og livshistorie.

Samtidig er der kommet styr på de helt basale behov, og selvom det lyder meget banalt, er der nu et overblik over eksempelvis medicinering, som ikke altid var en selvfølge tidligere.
Janni fandt sammen med en af Eriks gode venner frem til det rette plejehjem. Denne gang stillede de andre spørgsmål til de potentielle steders ledelse.

Fine rammer, visioner om et stort aktivitetsniveau og fokus på den enkeltes livshistorie var ikke længere altafgørende.

- Nu er det bare vigtigt, at der ikke er for mange vikarer, for meget sygdom og udskiftning af personale. Det var for os en af de største udfordringer på Nyvang.

Ikke et særligt tilbud

Alt er dog ikke fryd og gammen. Plejehjemmet Møllevang slår sig nemlig også på at være særligt egnede for demente, men det er ikke noget, som Janni og Erik ser i dagligdagen.
For dem er det mere bare et traditionelt godt plejehjem.

- Der er jo heller ikke her ressourcer til at holde en købmand åben, til at lave aktiviteter hver dag og til at bryde folks ensomhed. Jeg forstår ikke, hvorfor der ikke bliver sat de nødvendige midler af, hvis man vil have et særligt tilbud til demente.

Og Huset Nyvang, ja det skulle aldrig være bygget og etableret på den måde, det er blevet. Hvis du spørger Janni Poort.

- Altså, de fine bygninger, som har vundet en pris, har jo mest bare været en kulisse. De betyder ikke noget for den enkelte. Der skulle i stedet have været flere ressourcer til personalet.

Skrevet og tilrettelagt af: Mads Otte

Video og foto af: Annette Bjerregaard Andersen og privatfotos

Redaktør: Asbjørn Andersen

Layout og udvikling: Frederikke Schmidt