Endelig i mål efter 160 kilometers løb: - Jeg har det dårligt, men er også stolt

160 kilometers løb langs Gudenåen på 24 timer. Det var, hvad to østjyske løbere begav sig ud på i går, og det blev ikke en tur uden problemer.

Brian Moesgaard og Mads Rasmussen begav sig i går ud på en 160 kilometer lang løbetur.

Startskuddet gik klokken 14 lørdag ved Gudenåens udspring nær Tørring – og søndag klokken 16 kunne den første af de to, Brian Moesgaard løbe i mål ved Gudenåens slutning i Randers efter 26 timers løb.

Godt brugt, øm og træt efter en hel nat med regn og blæst.

- Jeg har det dårligt, men jeg er også stolt. Og så er jeg bange for at sætte mig ned, for så tror jeg, at mine bene er færdige med at virke for den her uge, siger Brian Moesgaard, idet han havde passeret målstregen.

Sådan så Mads Rasmussen (tv) og Brian Moesgaard (th) ud, inden starten gik lørdag.
Sådan så Mads Rasmussen (tv) og Brian Moesgaard (th) ud, inden starten gik lørdag.

Løbemakkeren Mads Rasmussen kom først i mål en times tid efter, fordi han på grund af store smerter i højre ben måtte sætte tempoet ned.

De to skiltes omkring Langå, da Brian Moesgaard blev nødt til at holde sine ben i gang og ikke kunne finde et godt pausetempo.

Her kan du se den 160 kilometer lange rute, som Brian Moesgaard og Mads Rasmussen har løbet fra lørdag til søndag.
Her kan du se den 160 kilometer lange rute, som Brian Moesgaard og Mads Rasmussen har løbet fra lørdag til søndag.

- Jeg blev nødt til at fortsætte selv, selvom det ikke var sjovt. Jeg sagde til ham, at jeg elsker ham, og så kommer han senere i sit eget tempo, fortæller Brian Moesgaard.

Formålet med turen var, udover masser af motion, at samle penge ind til Børneulykkesfonden og Legeheltene.

VIDEO: Søndag løb Mads Rasmussen og Brian Moesgaard over målstregen i Randers.

Regn hele vejen

Forud for løbeturen lørdag var oversvømmelse, regn, at løbe forkert og især dårlig mave, de skrækscenarier, der fyldte hos de to løbere.

Det viste sig at være regnen og blæsten, der blev den største udfordring undervejs. Det har stort set regnet under hele løbeturen, fortæller Brian Moesgaard, der var meget mærket efter den lange tur.

Brian Moesgaard afsluttede den 160 kilometer lange løbetur med en kold øl.
Brian Moesgaard afsluttede den 160 kilometer lange løbetur med en kold øl.

- Jeg begynder at blive meget stiv i kroppen nu, og så har jeg fundet ud af, at jeg har otte vabler på fødderne, og jeg tror, at jeg skal finde mig to nye storetånegle, og en ny hofte og et nyt knæ, siger han med et smil på læben.

Nu vurderer han, at den største udfordring bliver at komme ind og ud af bilen, op ad de to trin på trappen derhjemme og ind i bad.

Vennerne Brian Moesgaard og Mads Rasmussen kæmper lørdag og søndag med at tilbagelægge 160 kilometer til fods.