For en mio. kr. nye effekter på Elvismuseum
Henrik Knudsen har samlet værdier med tilknytning til Elvis gennem flere år. Nu bliver en lang række af dem udstillet på museet
Det har krævet gode kontakter, en smule held og lidt kapital, for at Elvismuseet Memphis Mansion i Randers nu kan tilføje hele 30 nye effekter til samlingen. I alt er der værdier for én million kr., og blandt de nye fund er et unikt guldsmykke med diamanter, som "Kongen" gav til en af sine korpiger.
- Vi har lavet investeringer tidligere, men det her er den største tilføjelse siden åbningen. Ligesom Djurs Sommerland skal have en ny karrusel hvert år, så skal vi også udvide samlingen. På den måde får vi gæsterne til at komme igen, fortæller indehaver af museet, Henrik Knudsen, til tv2oj.dk.
Musikere fejrer Elvis' 81 års fødselsdag
Det har således været en vigtig, men også krævende opgave at finde frem til de nye effekter.
- De er købt gennem flere år. For amerikanerne er det sjovt at få deres ting udstillet så langt væk som i Danmark. Mange af dem tror ikke på, at folk gider komme og se dem, men det viser vores besøgstal, at de vil, siger Henrik Knudsen.
Som ejer af Memphis Mansion og kæmpe Elvis-fan er det nemlig stadigvæk en stor oplevelse for Henrik Knudsen at opleve den gennemslagskraft, ikonet har.
Speciel historie bag guldsmykke
Nu er han så nødt til at udvide med fire nye montre for at få plads til de indkøbte effekter, og så håber Knudsen på, gæsterne vil synes lige så godt om tingene, som han gør.
- En af den ting, jeg vil fremhæve, er et guldsmykke, som Elvis forærede korpigen Myrna Smith. Det er fyldt med diamanter og viser virkelig, hvor generøs en person han var, mener Henrik Knudsen.
Graceland Randers har fået nyt navn
Grunden til Memphis Mansion er kommet i besiddelse af smykket, ligger primært i en tæt relation mellem Knudsen fra Randers og Myrna Smith og hendes familie.
- Jeg her gennem mange år haft et godt forhold til Myrna og familien. Jeg besøgte hende således også, da hun lå for døden på et hospital i Los Angeles. Herefter har familien valgt, at det er vores museum, som skal have lov til at udstille smykket. Det er jeg dybt taknemmelig for, lyder det fra Henrik Knudsen.
Af andre tilføjelser til den allerede imponerende samling i Randers kan nævnes en motorcykelhjelm, platinplader og andre personlige smykker.