Elvis synger ikke mere

Måtte opgive at slå verdensrekorden

01:45

1 af 2

- Jeg ville næsten hellere løbe et marathon.

Sådan lyder det fra Elvis-imitator Henrik Busborg, som her til morgen måtte opgive sit rekordforsøg på Graceland i Randers.

Henrik Busborg havde ellers sat sig for at synge Elvis-sange i 42 timer - kun afbrudt af fem minutters tissepause hver time - og dermed komme i Guinness Rekordborg.

Klokken 8.05 her til morgen slap kræfterne så op for den ivrige Elvis-sanger, som nåede at synge i omkring 20 timer.

- Stemmen har det faktisk helt okay. Det er ikke sådan, at jeg skal holde holde kæft de næste 14 dage, fortæller Henrik Busborg til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Helt præcist sang Henrik Busborg i 20 timer, fem minutter og 20 sekunder, hvilket ikke rækker til en verdensrekord.

Begyndte at synge forkert

Henrik Busborg må derfor nøjes med en danmarksrekord. En præstation, han også er ganske godt tilfreds med:

- Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind ind til. Jeg frygtede, at jeg ville få knuder på stemmebåndet, men det skete ikke.

I løbet af de lidt mere end 20 timer har Henrik Busborg fået masser af opbakning fra besøgende, som har bakket op om rekordforsøget.

Henrik Busborg nåede at synge i alt 52 forskellige sange. Nogle af dem flere gange.

Første gang han ramte muren og var ved at give op, var klokken 23 mandag aften og igen i nat omkring klokken halv tre.

- Jeg begyndte at kikse i teksterne og var meget træt, siger Henrik Busborg.

Udover at have sunget i mange timer, har Henrik Busborg også gjort en god gerning. De mange besøgende på Graceland har løbende givet et bidrag, som nu vil blive doneret til Trygfondens Børnehus ved Aarhus Universitetshospital i Skejby.

TV 2 | ØSTJYLLAND besøgte i går den ivrige Elvis-sanger, da rekordforsøget netop var gået i gang. Se eller gense tv-indslaget øverst i artiklen.