Elvis-museum i Randers udsat for tyveri
Natten til torsdag har tyve været på spil og stjålet ti udendørs højttalere fra Elvis-museet Memphis Mansion i Randers
Henrik Knudsen, der ejer Memphis Mansion i Randers, er en ærgerlig mand.
Han ærgrer sig over, at nogen kan finde på at stjæle ti højttalere fra forhaven i Memphis Mansion.
- Jeg opdagede det her til morgen, da jeg ankom til Memphis Mansion. Jeg blev ked af det og tænkte, hvorfor nogen kunne finde på at grave højttalerne op og stjæle dem. Det er bare øv og rigtig irriterende, siger Henrik Knudsen til TV2 ØSTJYLLAND.
Elvis-museet, Memphis Mansion, indeholder en af de største privatsamlinger i verden med mange effekter, som enten har tilhørt Elvis Presley, er givet af ham eller lavet til ham. Derudover er der blandt andet også restaurant på stedet.
Læs også
Have-højttalerne var sat op langs indkørslen til museet for at byde folk velkommen med lidt Elvis' velkendte musik og sætte stemningen. Tyveriet af de ti grønne have-højttalere af mærket Bose er meldt til politiet, ligesom deres serienumre er registreret, så de let kan genkendes.
Tyveriet er sket klokken cirka 01.30 natten til torsdag, og torsdag aften valgte han at skrive om det på Facebook, hvor hans opslag i skrivende stund er delt mere end 350 gange.
Fanget på videoovervågning
Henrik Knudsen fortæller, at han for blot tre uger siden satte videoovervågning op, hvorfor videoen af tyveriet er givet videre til politiet.
Man har tidligere her i Østjylland set, at forretningsindehavere selv - ulovligt - har offentliggjort video af formodede gerningsmænd på Facebook. Men del model fristede ikke Henrik Knudsen.
Læs også
- Det har jeg slet ikke overvejet, for det må man jo ikke. Jeg har givet det videre til politiet, og så er det op til dem, om de vil offentliggøre videoen, siger han.
Henrik Knudsen er godt klar over, at han med stor sandsynlighed ikke ser højttalerne igen, men han håber nu, at han har været med til at gøre det vanskeligt for tyvene at sælge dem videre.
Læs også
- Jeg tror ikke, at de bliver leveret tilbage. Jeg bliver glad, hvis de gør, men jeg er ikke naiv i forhold til det. Tyverier som dette foregår hver eneste dag et sted, men det gør det ikke mindre irriterende, når det sker for en selv, siger Henrik Knudsen.
Det er første gang i de snart syv år, Henrik Knudsen har haft Memphis Mansion, at der har været tyveri fra stedet.