Elev om anmeldelse: Vi kastede snebolde mod lærer for sjov
Skoleelev fra Randers forstår ikke, hvorfor fire elever er blevet bortvist efter sneboldkast mod en lærer
TV2 ØSTJYLLAND har i oktober 2020 valgt kun at nævne skoleeleven i denne artikel ved fornavn. Hans fulde navn er redaktionen bekendt.
___
Tirsdag kom det frem, at fire elever på Vestervangsskolen i Randers er blevet bortvist og politianmeldt efter at have kastet snebolde mod en lærer.
En beslutning, som en af eleverne i 9. klasse - Mathias - står uforstående over for. Han deltog selv i sneboldkampen sammen med de bortviste elever, men undgik selv sanktioner, fordi han ifølge eget udsagn ikke ramte læreren.
Episoden fandt sted i middagspausen i fredags kort før, at klokken ringede ind til time.
Læs også
Mathias forklarer, at han sammen med sine kammerater fra 9. klasse besluttede sig for at kaste sne på læreren, som fungerede som gårdvagt.
- Vi aftaler, at vi vil kaste snebolde på ham for sjovt, fordi vi kender ham, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND og fortæller om det videre forløb:
- Vi løber en fem-seks stykker hen og kaster (snebolde, red.), men han havde hue på. Der var ingen af os, der kastede i hovedet på ham. Vi havde ingen sten i eller noget som helst
Forstår ikke bortvisning og anmeldelse
Ifølge Mathias blev læreren meget vred. Han understreger, at ingen af eleverne gjorde mere end at kaste sne.
I bagklogskabens lys fortryder han i dag, at han deltog i kastningen. Samtidig er han uforstående over for skolens måde at håndtere sagen på. Han mener, at det er for drastisk en beslutning at bortvise hans kammerater:
- Jeg synes, det er voldsomt, at det er kommet så langt ud, når det bare er en snebold, siger Mathias, som hellere havde set, at eleverne havde haft mulighed for at forklare sig og sige undskyld:
- Jeg kan godt forstå, at man går ind og ser på det, hvis han ikke har brudt sig om det. Hvis han har taget det personligt og ikke synes, det er særligt sjovt.
Leder: Sneboldkast var vold
Skoleleder på Vestervangsskolen Elsebeth Andersen fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at opfattelsen hos læreren var, at det ikke blot var kast med et par snebolde, men derimod en ubehagelig og voldsom oplevelse.
Hun begrunder politianmeldelsen og bortvisningen med, at eleverne gik målrettet mod en bestemt lærer og betragter episoden som vold:
- Læreren beder eleverne lægge den sne, de har, for nu skal de ind til time. Da han vender sig om, kommer de seks til otte direkte hen mod ham og skyder hårde snebolde i nakken.
De fire elever har siden hen været indkaldt til samtale på skolen og er bortvist resten af ugen. På mandag har de ifølge skoleleder Elsebeth Andersen mulighed for at vende tilbage til deres klasser igen.