Dyrepasserne løfter ben i jaguarernes bur i Randers Regnskov

Tis fra dyrepasserne er med til at aktivere jaguarerne i Randers Regnskov og stimulere deres lugtesans

01:50

I Randers Regnskov giver dyrepasserne alt, hvad de har for at aktivere parkens to jaguarer. Hver morgen tisser dyrepasserne i jaguarernes indhegning, og selvom det lyder både underligt og unødvendigt, så er der en mening med galskaben. 

Det handler nemlig om, at jaguarernes næser skal på arbejde og dyrene aktiveres.

SE OGSÅ: Ganske fine besøgstal i Randers Regnskov

- Jaguarerne vil i naturen bruge enormt lang tid på at gå rundt og lugte til forskellige markeringer. Det kan for eksempel være en anden jaguar, der har været forbi og tisse, siger Kristian Sørensen, der er dyrepasser i Randers Regnskov.

Men når der ikke sådan lige kommer andre jaguarer forbi i Randers, så lægger dyrepasserne selv krop og tis til.

- Det kunne også godt være tis fra et andet dyr, men nu hvor man skal, og man alligevel står herude, så kan vi ligeså godt gøre det herude, siger Kristian Sørensen.

SE OGSÅ: Tre meter lange hugorme har fået nyt hjem i Randers Regnskov

Også andre dufte i spil
Udover tis fra dyrepasserne bruger de blandt andet også parfume, tapir-lort og krydderier til dufte-aktiveringen af jaguarerne.

De to jaguarer, Chica og B'alam, kom til Randers Regnskov for et år siden, og aktiveringen af dem med for eksempel duftesporerne er et vigtigt redskab for at sikre, at de har det godt. 

Dyr skal aktiveres
- Når man holder dyr i fangenskab, uanset om det er din hund eller kat derhjemme, eller om det er to jaguarer i en zoologisk have, forpligter man sig til at aktivere og adfærdsberige ens dyr. Der skal ske noget nyt hver dag, og de skal udfordres, siger Kristian Sørensen.

SE OGSÅ: Randers Regnskov vil lave en moderne Noahs ark

Han fortæller dog, at han og de andre dyrepasserer ikke løfter ben i buret, når der er gæster i regnskoven.

Foregår uden for åbningstid
- Vi gør det inden åbningstid, for jeg vil trods alt ikke byde publikum, at jeg står hernede med den fremme, lyder det fra Kristian Sørensen.

Og hvis man en morgen ikke skal så meget, så kan en lille sjat også bruges - jaguarernes lugtesans er nemlig 14 gange bedre end hos mennesker.

Du kan se mere om de to jaguarer i tv-indslaget øverst på siden.