Drag racere vil give den gas på Randers Flyveplads

Drag race-klub håber at få lov til at køre ræs på den 900 meter lange landingsbane

Foto: Google Maps / Jens Olaf Hersom

Randers Flyveplads er normalt - som navnet antyder - forbeholdt fly. Foto: Annelene Petersen - Scanpix

1 af 2

I fremtiden er det måske ikke kun fly, men også biler og motorcykler, der bliver sluppet løs på Randers Flyveplads.

Drag Racing Club Denmark har sendt en ansøgning til Randers Kommune, fordi klubben kæmper en hård kamp for at finde et sted, hvor der kan køres ræs.

De danske drag racere håber næste år at få lov til at afholde to løb på flyvepladsens 900 lange asfalterede landingsbane små fem kilometer nord for Randers. 

Læs også Streetrace i Randers: Sådan så det ud

- Vi er lidt desperate i forhold til at udøve vores sport. I forvejen har vores medlemmer ikke mulighed for at træne, fordi banesituationen er så håbløs herhjemme. Der er ganske enkelt ikke baner til os. Det er også vanskeligt at finde baner, hvor vi kan afholde vores løb, siger Jens Olaf Hersom fra Drag Racing Club Denmark til tv2oj.dk.

Jens Olaf Hersom bor selv i Randers, og der er ham, der sendt ansøgningen om at få lov til at anvende Randers Flyveplads til kommunen. 

- Vi har tidligere afholdt løb i andre lufthavne og på andre flyvepladser – senest i Skive. Desværre er asfalten i Skive ikke ret god. Derfor har vi nu ansøgt om at kunne afholde to løb i Randers næste år. 

Læs også Masser af afbrændte dæk til Mosten Raceday

I drag racing kører deltagerne om kamp mod hinanden i biler eller på motorcykler. Ifølge Jens Olaf Hersom er der masser af dygtige drag racere i Danmark, blandt andet har vi fostret flere europamestre i forskellige discipliner.

Men fordi der ikke er ordentlige baneforhold, har kørerne svært ved at træne eller er tvunget til at anvende en bane i Malmø i Sverige.

I Danmark kræver det specielle miljøgodkendelser at køre drag racing, og det er årsag til, at det er svært at få baner at køre på. Mange naboer frygter støjgenerne og fortæller derfor kommunerne, at de ikke ønsker, at der køres drag racing i deres lokalområde

Jens Olaf Hersom anerkender problemet med støj, men opfordrer også til ikke at overgøre generne.

Læs også Streetrace: Skal være lovligt og sikkert

- Hvis man vil have motorsport i Danmark, så larmer det. Derfor ville det allerbedste være, at politikerne finder nogle steder, hvor det ikke generer ret mange, siger han.

- Men man skal også huske på, at der er folk, der hver dag lever klods op ad en motorvej eller en lufthavn. I Randers ønsker vi kun at køre to løb på et helt år. Det er altså kun to dage, vi larmer.

Jens Olaf Hersom og Racing Club Denmark er nu i dialog med blandt andre formanden for teknik- og miljøudvalget i Randers Kommune, Frank Nørgaard (DF).

Udvalget skal i den kommende uge kigge nærmere på henvendelsen fra Racing Club Denmark.

02:06

I september fik den fuld pedal under Mosten Raceday på Djursland. Se en video her.

Luk video