DM i helikopter
Dyster i 3D-flyvning
På en mark lidt vest for Randers har en snes drenge i alle aldre i denne weekend sat hinanden stævne. De skal dyste i 3D-helikopterflyvning i kampen om at blive danmarksmester.
- Det fascinerende er, at det er forbandet svært. Så de første mange gange, så går det ikke. Men i det øjeblik det så lykkedes lidt, så bliver man helt høj af det. Det er ikke unormalt, at folk de ryster lidt efter en flyvning, fortæller modelflyvepilot Kim Jensen fra Ishøj til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sporten er forholdsvis lille i Danmark, men alligevel lykkedes det at samle en gruppe entusiaster til DM hvert år.
- Selvfølgelig er det konkurrence, men det er også rigtig meget sammenhold. Vi synes det er rigtig hyggeligt at mødes sådan en weekend og bare snakke og hygge, fortæller Lene Grimm Hansen. Hun er formand for Modelflyvning Danmarks Elitestyringsgruppe, Helikopterudvalget og eneste kvinde i flokken.
- Drengene vil jo gerne flyve, så jeg tager mig af alt det andet, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Du kan se mere til Lene Grimm Hansen og helikopterpiloterne i tv-indslaget øverst på siden.