Diana mistede sit høreapparat - men så kom sporhunden Arnold
Diana Glad Jørgensen troede, det var en umulig opgave, men sporhunde kan finde de mindste ting.
Diana Glad Jørgensen fra Randers havde en stressende morgen, hvor alt gik galt.
Hun startede ud med at være i tidsnød til et møde inde i Randers. Og da hun ankom til midtbyen, gik hun frem og tilbage i området og kunne ikke finde adressen.
Da hun endelig sad til mødet, havde hun svært ved at høre på det venstre øre. Hendes ene cochlear implant - et form for høreapparat - var faldet ud, og hun vidste ikke hvor.
Læs også
Diana Glad Jørgensen forsøgte efter mødet at finde apparatet, men det var umuligt for hende.
Hun er dårlig til at høre og har derfor fået indopereret et implantat på hver side af hovedet, som arbejder sammen med et apparat i hvert øre.
- Jeg hører helt klart bedst, når jeg har begge i. Det løfter mig op på sidste niveau, så jeg er nogenlunde normalt hørende, fortæller hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Kontakt sporhundene
Hun kontaktede Audiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, som sagde, at hun skulle kontakte sporhundeforeningen DcH for at få hjælp.
Hun kendte ikke til sporhundeforeningen og havde ikke de store forventninger til, at en hund kunne finde hendes høreapparat. Men hvis forsikringen skulle dække tabet, skulle hun kunne bevise, at hun havde gjort, hvad hun kunne for at finde det.
- Det havde både regnet, og det sneede, da jeg kørte ned i byen, så jeg tænkte, der nok var en minimal chance for at finde det. Der kører også biler i området, siger hun og tilføjer:
- Jeg havde nok ikke troet, det ville ske, men så det mere som bevismateriale for, at jeg gjorde, hvad jeg kunne for at finde det.
Dagen efter mødtes hun med Alice Munch og hendes sorte labrador Arnold, og efter kort tid fik hunden færden af noget.
Har fundet vielsesringe, mobiltelefoner og meget mere
Arnold er otte år og har gennem tiden fundet vielsesringe, bilnøgler, briller, mobiltelefoner og andet, som mennesker har tabt.
- Det, vi gør, er, at vi træner vores hunde på samme måde, som politiet træner deres hunde, fortæller Alice Munch, der til daglig er lærer på en handelsskole, men i fritiden træner sin hund i sporhundeforeningen DCH.
Sporhundeforeningen består af frivillige, der hjælper personer som Diana Glad Jørgensen.
- Efter mundbindene er kommet, er der mange, der taber høreapparater, så det hjælper vi med. Intet er for småt, men noget kan være for stort. Vi hjælper ikke med at finde hunde eller mennesker, siger Alice Munch.
Hun mødtes med Diana Glad Jørgensen kl. 14, og efter et kvarter rundt i området, fandt Arnold høreapparatet mellem brostenene siden af pølsevognen.
Og det var jo meget belejligt for den madglade hund.
En pølse og en bold til Arnold
- En bold er den højeste belønning for ham, og labradorer er madglade, så han fik en ekstra pølse, fortæller hans ejer.
Og så fik han stor ros af Diana Glad Jørgensen.
Læs også
- Jeg blev jo glad og roste ham og ærgrede mig lidt over ikke at have godbidder med, fortæller hun.
Høreapparatet var desværre gået i stykker, men hun håber, at hun kan få tilsendt et nyt hurtigt, nu hvor hun kan bevise, at det andet ikke længere virker.
Sporhundeforeningen DcH har åbent alle dage fra kl. 08.00-22.00 og kan kontaktes via linket her. Det er gratis at benytte sig af eftersøgningstjenesten. Der skal dog betales kørsel til eftersøgeren.