- Det er hamrende uretfærdigt!
Håndsrækning til arbejdsløse i nyttejob
Arbejdsløse i nyttejob skal maksimalt arbejde det antal timer, det ville tage dem at tjene deres ydelse hjem, hvis de fik løn efter overenskomsten.
Det mener Velfærdslisten i Randers, der har stillet forslag om, at kontanthjælpsmodtagere i nyttejob skal have ret til overenskomstmæssig løn.
Forslaget bliver behandlet på et byrådsmøde mandag eftermiddag.
Ifølge Velfærdslisten kan Randers Kommune i dag tvinge kontanthjælpsmodtagere til at arbejde helt op til 37 timer om ugen for deres ydelse.
- At udnytte den ulykkelige situation, at en borger er arbejdsløs, til at tvinge ham til arbejde for det, der svarer til en ussel løn på helt ned til 37 kroner i timen, er hamrende uretfærdigt. Det er en perfid hån af de arbejdsløse og et alvorligt angreb på den danske model, siger byrådsmedlem Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten i en pressemeddelelse.
- Vi vil under ingen omstændigheder være med til at sende kommunens arbejdsløse borgere ud i ydmygende tvangsarbejde, hvor de frarøves almindelige overenskomstmæssige rettigheder.
Velfærdslistens vil også indføre et krav om, at nyttejobbet skal tjene et formål i forhold til de arbejdsløses fremtidsplaner.