Coronaskilte ødelagt: - Irriterende at de ikke kan lade dem være i fred
I flere offentlige parker i Randers er de skilte, der skal informere om at holde afstand i forbindelse med covid-19, blevet ødelagt af flere gange over det seneste stykke tid.
De grønne områder, Tronholmparken, Justesens Plæne og Doktorparken, har alle været velbesøgte af randrusianerne, mens Danmark har været lukket ned på grund af smitterisikoen ved covid-19.
Faktisk har områderne været så velbesøgte, at Randers Kommune efter drøftelser med Østjyllands Politi, har inddelt nogle af områderne i opholdszoner med plads til maks. 10 personer – og desuden har opsat skilte, der skal minde folk om at holde afstand.
Men skiltene får ikke lov til at blive stående.
I dag kunne Claus Engstrup, kultur- og fritidschef i Randers Kommune, for anden gang konstatere, at flere af skiltene på Justesens Plæne og i Doktorparken er blevet smadret.
- Det er rigtig træls og irriterende, at de ikke kan lade dem være i fred. Det er nogle penge, som vi kunne have brugt på noget andet, så det er rigtigt øv, siger Claus Engstrup, kultur- og fritidschef i Randers Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND.
På Justesens Plæne er det seks af de 20 opstillede skilte, der er smadret, så der kun står en pind tilbage. I Doktorparken står det værre til endnu:
- Jeg har lige været forbi, og der er mange skilte, der er blevet slået i stykker og rykket ned. De er oppe igen fredag, fordi vi lige skal bruge en ekstra dag på at sætte dem om, da det er så mange, der er ødelagt, siger Claus Engstrup.
”Opfør jer ordentligt, og lad vær med at ødelægge tingene”
Mille Maria Hansen var søndag i Doktorparken med sin søn. Her var det et sørgeligt syn, der mødte hende. Alle skilte rundt om søen, på nær et, var blevet smadret:
- Jer, der opholder sig der, opfør jer nu ordentligt og lad vær med at ødelægge tingene, skriver hun i et opslag i Facebook-gruppen Facebook Randers.
Siden hendes opslag blev postet i mandags, har 173 personer reageret, og op mod hundrede mennesker har givet deres mening til kende. De er trætte af, at skiltene ikke kan få lov til at blive stående.
Tidligere har også synet af overmalede skilte mødt Claus Engstrup og hans medarbejdere i kommunens parker.
- Vi havde en episode for et par uger siden, hvor der var noget fest en lørdag aften på Justesens plæne. Så skiftede vi dem mandagen efter. Der var det dem alle sammen, der var blevet overmalet, siger Claus Engstrup.
Efter Randers Kommune er blevet gjort opmærksomme på de ødelagte skilte, vil de blive udskiftet i de kommende dage.