Colin Todd: Respekten for Keller er væk
Christian Keller blev vraget til Brøndby-kamp, fordi truppen lige nu ikke respekterer Keller, siger træneren
Det var en Randers-trup uden den tidligere anfører Christian Keller, der søndag rejste til Brøndby og tabte 0-1 i Alka Superligaen.
Keller var sendt ud af truppen, efter en uge hvor det kom frem, at han har indledt et forhold til holdkammeraten Jonas Borrings kommende ekskone.
Træner Colin Todd traf den endelige beslutning.
Direktøren: Kun træneren der sætter holdet i Randers FC
- Det har været en meget krævende uge. Omstændighederne dikterede, at han ikke var med i truppen. Det giver os muligheden for at se tiden an, siger Colin Todd.
Er det korrekt, at flere spillere er kommet til dig og har sagt, at de ikke vil spille sammen med Keller?
- Der har været meget snak. I truppen har vi begreber som sammenhold og respekt, og den respekt er tilsyneladende væk, efter det der er sket. Det er en meget kritisk situation nu, siger Todd.
Er et svært dilemma
Jonas Borring har fået fri i Randers og har gjort det klart, at han ikke længere ønsker at spille sammen med Christian Keller. Det er der tilsyneladende flere andre spillere, som heller ikke har lyst til.
- Nogle spillere vil sikkert gerne spille med ham. Men andre vil måske ikke. Det er et svært dilemma.
- Jeg ved ikke, hvad løsningen er. Folk siger, det er mit ansvar. Men det er en svær situation, og jeg kan ikke give et svar på, hvordan vi løser det, siger træneren.
Keller: Jeg fortsætter uanset hvad
Hvordan er de seneste træninger forløbet med Keller?
- Det virkede ok ved træningen, men det er svært at vide, hvad der sker i spillernes hoveder.
Tror du, holdkammeraterne på sigt vil spille på hold med Keller igen?
- Vi må se, om de kan spille med ham igen. Nu tog vi en beslutning om kampen søndag. Vi har en kamp igen på onsdag (i pokalen mod FC København, red.), og så må vi se på tingene igen mandag, siger Todd.
Se et interview med Randers FC-direktør Michael Gravgaard nedenfor: