Cimbria fik sæsonens første sejr
Kronjyderne formøblede komfortabel føring, men satte tingene på plads i overtiden
Det holdt hårdt, da Randers Cimbria mandag aften fik sæsonens første sejr i mændenes basketliga.
Kronjyderne spillede i den ordinære tid lige op med Stevnsgade SuperMen. Da de fire perioder var slut, stod der uafgjort 85-85.
I overtiden var hjemmeholdet dog klart bedst. Randers Cimbria endte med at vinde kampen i Arena Randers med 100-92.
Førte med 13 point
At kampen skulle afgøres i overtiden, var der lidt tidligere i opgøret ikke meget, der tydede på.
Efter de første tre perioder førte Randers Cimbria med 13 point. I løbet af kort tid satte kronjyderne dog føringen over styr.
Randers Cimbria har mulighed for at hente endnu en sejr og et skud selvtillid, når holdet søndag møder SISU på udebane. Københavnerne ligger i bunden af tabellen efter fem nederlag på stribe.
Randers-Stevnsgade 100-92 efs. (48-36)
Stevnsgade: Mikael Nielsen 23 point