Campingplads til salg i parcelhus-prisklasse
Randers Fjord Camping har været til salg i et halvt års tid, men påsken har fået interesserede ud af busken. En aftale er dog stort set på plads.
Kan det virkelig passe, at man kan blive ejer af en campingplads - i øvrigt med en ganske god beliggenhed tæt ved Randers Fjord - for den nette sum af 2.000.000 kroner?
Ja. Og nej.
Randers Fjord Camping er i øjeblikket til salg til netop den pris. Men en aftale er allerede indgået med et sjællandsk par.
- En handel er ikke en handel, før den er underskrevet af begge parter, så den er ikke solgt endnu, oplyser Hans Korsgaard, som er såkaldt campingmægler og står for salget.
Læs også
Trænger til en kærlig hånd
Han slår dog fast, at hvis det sjællandske køberpar får de sidste deltaljer på plads, så er det dem, der fremover skal drive campingpladsen.
Men hvordan kan en campingplads være så billig? Hvad er hagen?
- Det er omsætningen og overskuddet, der indikerer, hvad det skal koste. Campingpladsen giver ikke et overskud, som man alene kan leve af, forklarer Hans Korsgaard, som har beskæftiget sig med campingpladser siden 1978.
Campingmægleren lægger heller ikke skjul på, at pladsen godt kan trænge til en kærlig hånd.
- Den trænger til lidt vedligehold. Der skal ikke investeres flere millioner kroner i den, for det er der slet ikke plads til, men man kan godt øge omsætningen og skuddet, vil jeg tro, siger Hans Korsgaard i bedste mæglerstil.
De bedste år
Og hvad får man så for pengene? Det kan nuværende ejer (og sælger) Torsten Hauch svare på.
- Man får en masse arbejde i sommerperioden. Og ikke så travlt i vinter. Der er tre måneder, hvor du kan afskrive alt andet og bare skal være her, siger han.
Og selvom det måske ikke umiddelbart lyder som den mest storslåede salgstale, så er der ingen tvivl for 76-årige Torsten Hauch.
- Jeg har været utroligt glad for det. Det har været de bedste år i mit liv, siger han om de 25 år, han har været chef for campingpladsen.
- Jeg har tidligere arbejdet i en boligforening, og der var ikke andet end utilfredshed. Når folk kommer her er de glade og afslappede. Det kan jeg godt lide, siger han.
Er lidt træt
Han bekræfter i øvrigt, at man ikke kan leve af pladsen alene med den størrelse, den har. Torsten Hauchs kone Diana har arbejdet ved siden af, og sådan har det været nødt til at være. Han lader forstå, at hun er godt tilfreds med, at det nu er slut med campinglivet.
Læs også
- Jeg må også indrømme, at jeg er ved at være lidt træt, så må den måde er det et godt nok tidspunkt. Men det er lidt vemodigt for mig alligevel. Jeg håber, at jeg kan få lov at komme og slå lidt græs indimellem, siger han.
Om en ny ejer vil gøre brug af det tilbud, det er ikke til at vide endnu, men der kommer ikke til at være langt for Torsten Hauch til campingpladsens græs, hvor han og konen i dag har bolig.
- Vi har købt en lille ejendom næsen ved siden af campingpladsen. Der flytter vi snart hen.
Man kan se flere billeder fra campingpladsen her.