Calle er opvokset i zoo og taler fuglenes sprog
Kan du kukke som en gøg og fløjte som en stær? Det kan jægeren Calle Kappelgaard fra Kousted, og fuglene kommer, når han kalder på dem.
Den ene hånd bliver formet som en tragt, og Calle Kappelgaard udstøder et højt og klart "kuk kuk, kuk kuk".
Det er gøgens kald og blot ét blandt mange fuglesprog, som den 67-årige randrusianer har tillært sig gennem tiden.
Læs også
- Jeg er helt vild og tovlig med fugle. Bare en fugl siger en lille smule, så er jeg klar over, hvad det er for en, siger han.
Han både kukker, fløjter, synger og kalder, og for et utrænet øre er det svært at høre, at der ikke er tale om en fugl.
Passionen spirede allerede, da han var barn og voksede op i helt særlige omgivelser.
Dyrelydene er kommet Calle til gode
Dyrene har været en fast del af Calle Kappelgaards liv, allerede fra han var helt lille. Og som barn boede han side om side med flere vilde af slagsen.
Læs også
Forældrene havde nemlig den zoologiske have i Randers.
- Når vinduerne stod åbne, havde vi sådan nogle konkurrencer, hvor vi skulle prøve at få et eller andet dyr til at sige noget ude i parken. Det gjorde vi meget, indtil vi kunne høre, at far kom op af trappen. Så sov vi, siger Calle Kappelgaard.
I dag er den zoologiske baghave skiftet ud med Mosen ved Kousted, hvor den 67-årige jæger og naturelsker bor. Men allerede da han blev gammel nok til at gå på jagt, kom hans øre for dyrelyde og fuglestemmer ham til gode.
- Mange har jo andekald og alt sådan noget, men det har jeg aldrig brugt. Jeg bruger kun mig selv. Så skal jeg ikke slæbe det med og have det i lommerne, siger Calle Kappelgaard.
Læs også
Det var måske også det, der kvalificerede ham til at hjælpe Nak & Æd-drengene, Nikolaj Kirk og Jørgen Skoubo, da de i 2015 kom til Bjerregrav Mose for at skyde en krage.
Altid plads til en mere
Interessen for dyrenes kalden er ikke forsvundet med årene. Trods sine 67 år er randrusianeren dagligt ude for at tale med både blåmejse, musvitter og flagspætter.
- Den dag i dag bruger jeg over 50 procent af min tid udenfor. Jeg føler, at jeg får pumpet energi ind af det, siger Calle Kappelgaard.
Læs også
I den lille have i huset i Kousted er der ikke plads til de vilde dyr. Men der er for det meste altid plads til en redekasse mere. I haven hænger allerede 29 forskellige af dem.
Evig jagt
Favoritfuglen er en cuculus canorus.
Hvis det ikke lige siger dig noget, kalder Calle Kappelgaard på den. Kort efter lander gøgen i træet over han efter et par kald.
- Jo! Nu sætter den sig lige der, udbryder han glad og kigger op.
Læs også
Gøgen bliver måske en smule skuffet over at finde en 67-årig mand og ikke en anden sød gøg.
Calle Kappelgaard elsker livet i naturen og er meget mere tilfreds med det, end hvis man sad indendørs og blev grå i hovedet, siger han.
- Du kan jo ikke tømme indtrykkene fra naturen. Det er en umulighed, der er altid noget nyt, det tror jeg på, slutter Calle Kappelgaard.
Han bliver aldrig færdig med naturen.
Her kan du se hele indslaget om fuglehviskeren: