Butik vil sælge tøj og hash-grej side om side

Ny forretning i Randers vækker bekymring på rusmiddelcenter

02:04

1 af 2

I Randers vil en tøjforretning sælge tøj og skaterudstyr til unge mennesker side om side med hashpiber.

- Planen er egentlig bare at lave et sted, hvor unge mennesker generelt her i byen og fra omliggende byer føler sig velkommen, siger Niklas Sloth Hesselbjerg, der er direktør for High Culture.

Han har leget lokalerne og overtaget restlageret fra den konkurslukkede forretning Headshop, hvor der blev solgt hashpiber.

Men det bekymrer lederen af det lokale misbrugscenter, at forretningen

High Culture både skal forhandle tøj og hashudstyr.

- Det, synes jeg, er et problem med alle de unge mennesker, der er i Randers, og det er et problem med sammenblandingen med skatere, de er jo helt ned i otte-, ni-, ti-årsalderen. At de skal komme i det her miljø og præsenteres for det her grej så tidligt, det, synes jeg, er problematisk, siger Tine Horn, der er leder af Rusmiddelcenter Randers.

Varerne bliver fordelt i to forretninger

Det er ulovligt at være i besiddelse af og sælge hash, men det er ikke ulovligt at sælge det udstyr, som man bruger til at ryge hash med.

- Man kan jo få tingene alle steder. Jeg har ikke været på en tankstation i fem år, hvor du ikke kan få papir og filter til at rulle joints. Flere af stederne kan du endda få små plasticpiber, man ser det jo over det hele, siger Niklas Sloth Hesselbjerg.

Han slår fast, at skaterudstyr og hashpiber ikke vil blive solgt under samme tag men i to forskellige forretninger i de to butikslokaler ved siden af hinanden.

- Vi prøver ligesom at holde hiphop-kulturen herovre for sig selv, og derovre bliver det så mere reggae og rasta i den der rygershop, som I nu kalder det, siger han.

Men det overbeviser nu ikke Tine Horn om, at det er en god ide. Hun tror ikke på, at de unge mennesker kan skille det ad.

- Det gætter jeg på, at man ikke kan, hvis man er et ungt menneske, det tror jeg simpelthen ikke, at man kan, siger hun.

Du kan se mere om forretningerne i TV-indslaget øverst på siden.