BUPL: Det har været hårdt
Se, hvad fagforening mener om fyringer
To pædagoger fra Hobrovejens Skoles SFO i Randers blev i går fyret, fordi de den 4. marts gik over et jernbanespor med 17 børn.
Pædagogerne var på vej hjem fra et arrangement og valgte at skyde genvej over sporene på trods af, at flere skilte advarer om, at det er forbudt at at krydse banesporene.
Episoden fik i går Randers Kommune til at træffe den ultimative beslutning. En beslutning, som møder forståelse hos pædagogernes fagforening, BUPL.
- Vi respekterer, at kommunen har truffet denne beslutning. Begge pædagoger er utrolig kede af sagen. De ved, at deres dømmekraft svigtede, da de gik over sporene. Det har været et hårdt forløb for alle parter, og alle har lært af denne sag. Men det er i sidste ende kommunens vurdering om afskedigelse er nødvendig her, skriver Flemming Bach Sørensen, sekretariatsleder i BUPL Østjylland, i en mail til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Pædagogerne blev umiddelbart efter episoden fritaget fra tjeneste og indkaldt til en tjenestelig samtale.
Ifølge BUPL er handlingen ikke til at forsvare for hverken fagforeningen eller pædagogerne.
BUPL roser derimod Randers Kommunes håndtering af sagen:
- Kommunen har håndteret sagen efter bogen og blandt andet ydet psykologbistand, da sagen rullede med trusler på de sociale medier. Begge pædagoger er lettede over, at ingen børn kom noget til - og beklager meget overfor forældrene, skriver Flemming Bach Sørensen, sekretariatsleder i BUPL Østjylland, i en mail til TV 2 | ØSTJYLLAND.