Bundet og afstraffet i skov
40-årig overfaldet og smidt i bagagerummet
Fire personer sprang torsdag kl. 14.15 på en 40-årig mand og gav ham slag og spark på en p-plads i Randers. De bandt ham med strips og kørte ham ud i en skov nord for byen, hvor de slog ham med køller.
- Han bliver fundet stærkt forslået og forkommen ved en skov, og han bliver kørt til Regionshospitalet i Randers med flere brud på kroppen. Han er dog uden for livsfare, siger vicepolitikommissær ved Østjyllands Politi, Niels Bugge, til Ritzau.
Smidt i bagagerummet
Overfaldet skete på Park Boulevarden ud for Doktorparken i Randers. Bilen kørte med manden bundet i bagerummet ad Park Boulevarden mod Viborgvej, hvor den drejede til højre med retning væk fra byen.
Den 40-årige blev fundet tre kvarter senere i et skovområde nord for Randers på Kåthedevej. Fire mand stod bag overfaldet, men en femte var med undervejs.
- Han bliver overfaldet af fire mænd og en femte, som ikke deltager direkte i overfaldet. Men vi har hørt, at de sammen har opholdt sig i området i op til en time før overfaldet, så vi vil gerne høre fra vidner, siger Niels Bugge.
Han vil ikke oplyse, om offer og gerningsmænd kender hinanden.